KøbenhavnsKirkesag

373

sikkert kunne bære bedre Frugt, dersom det kunde optages inden

for det enkelte Sogn.

Paa et enkelt Punkt synes Samarbejdet at være lykkedes i

særlig Grad mellem Sognearbejdet og en Centralledelse, nemlig

Menighedsplejen

eller

de samvirkende Menighedsplejer.

Og der

synes her at være fundet en Form, som med Held maatte kunne

anvendes ogsaa paa andre Omraader.

Hvad Ordningen af Menighedsplejen indenfor det enkelte

Sogn angaar, er det vist ikke ufornødent at fremhæve, at Ledel

sen af denne bør være paa

andre Hænder end Præstens,

saaledes

at denne bliver ganske fri for at staa som Uddeler af Menig

hedsplejens Midler og i saa Henseende kan henvise til andre,

mens han selv udelukkende tager sig af det aandelige Arbejde.

Med Hensyn til Kirkens Stilling overfor

Haandværkerne og

Arbejderstanden

i det hele, er det af den største Betydning, at

Præsten ikke kommer til at staa i deres Øjne som den konser

vative eller reaktionære Overklasserepræsentant. Det er godt,

at der mærkes en

vaagnende Interesse for de sociale Spørgsmaal

baade hos Præster og i videre Kredse af Menigheden, men vi maa

endnu meget længere frem ad denne Vej. Maaske det ogsaa vilde

være godt, om vi fik nogle egentlige

„Arbejderpræster” ,

som

Joh.

Johnsen

taler om, saadanne som lever paa Feltfod blandt Arbej

derne og helst en Tid selv har delt deres Kaar. Allerede i Kir

kesagens Barndom ivrede

Frederik Nielsen

for, at vi maatte

have en Skare protestantiske „Tiggermunke“ for at have Haab

om at kunne vinde den store Arbejderbefolkning i København.

Noget er der vist om det, og vi er vel ogsaa vundet et Skridt

frem imod noget saadant i Løbet af disse Aar. Præsterne er

sikkert kommet den store, brede Befolkning et godt Stykke

nærmere, ogsaa i ydre Kaar. Vi maa haabe, at Chr. P. Han

sens Legat ikke giver altfor meget af sig i de kommende Aar!

Settlementsarbejdet,

som lige har begyndt at faa Indgang

iblandt os i sin første Spire, kunde utvivlsomt ogsaa blive af Be

tydning i adskillige Sogne. I dem alle er det af den allerstørste

Vigtighed, at der drives et energisk

Søndagsskole-

Blaa Kors-

Arbejde,

og at Menighedens Interesse for disse vækkes i en gan

ske anden Grad, end det endnu er Tilfældet. Baade i disse Virk

somheder og ellers er det af største Vigtighed at vinde Medar

bejdere blandt Arbejderne selv.

Men

hvem skal lede og sørge for alt dette,

samle alle Traa-

dene i sin Haand med det fornødne Overblik og Udsyn, sætte

nye Virksomheder i Gang, hvor det tiltrænges, optræde paa Kir

kens Vegne overfor det Offentlige osv. Vi mangler en

Cen

tralstyrelse for Kirkens frivillige Arbejde.

Nu har vi Kirkefon

det og Indre Mission, Vigilia og Det Blaa Kors, Det Danske Mis

sionsselskab med dets Københavnske Kredsforbund, Foreningen

til Fremme af Søndagens rette Brug og et Utal af andre For