378 / 440
371
Det samme gælder om den
yderliggaaende Fattigdom,
Paupe-
rismen med al dens Elendighed, baade udvortes og aandelig.
Men for øvrigt møder Kirken jo særlige Vanskeligheder og
Opgaver overfor hvert enkelt af de
forskellige Samfundslag.
De øverste
af disse, hvortil vist ogsaa de akademisk dannede
maa regnes, selv om de ikke egentlig kan kaldes velstillede, er
vel paa en Maade de vanskeligste for Kirken at naa. Selv om
den bevidste Modstand mod Kristendommen er langt mindre frem
trædende end tidligere, saa
er
den der dog i stor Udstrækning ;
og de enkelte vil ofte her indtage en fornemt og overlegent afvi
sende Holdning overfor ethvert Forsøg paa Tilnærmelse fra Kir
kens Side. Det gælder derfor fortrinsvis overfor disse Sam
fundslag, om at benytte enhver mulig Lejlighed, som naturligt
frembyder sig, f. Eks. gennem de kirkelige Handlinger, som de
dog for den største Del fremdeles ikke unddrager sig.
I
Haandværker-
og
Middelstanden
i det hele har Kirken vel sit
bedste og taknemmeligste Arbejdsomraade; og hvorsomhelst det
kan lykkes at komme i Forbindelse med de enkelte, vil der som
Regel ingen Vanskelighed være ved at faa Lejlighed til aandelig
Paavirkning. En anden Sag er, hvor langt og dybt der derved
naas. Og endnu er det jo ogsaa her saaledes, at de store Mas
ser saavidt muligt holder sig borte fra Kirken, og søger at undgaa
at komme i for nær Berøring med den.
Klassekampene, de
faglige- og politiske Foreninger,
og alt hvad de fører med sig af
Klubliv og gensidig Tilskyndelse, vel ogsaa af Beværtningsliv og
dets uheldige Følger, gør i særlig Grad deres uheldige Indfly
delse gældende i disse Samfundslag. For Mændenes Vedkom
mende er ogsaa
de hemmelige Selskaber
en Faktor, som Kirken
maa regne med, saa meget mere som de i Reglen har et vist reli
giøst Tilsnit, der i alt Fald kan være af den Natur, at det bliver
en Hindring for, at Kristendommen kan naa deres Medlemmer
og vinde Indgang hos dem.
Spørgsmaalet bliver nu,
hvorledes Kirken bedst kan møde
de Krav,
som Hovedstaden med dens myldrende Befolkning stil
ler den, hvorledes det skal lykkes at trænge igennem den Skal af
verdslig Overfladiskhed, af gemytlig Godmodighed, af mere ond
artet Grinebideri, af Mangel paa Alvor og Ansvarsfølelse og Evne
til at harmes over alt det usle og forløjede og holdningsløse i det
offentlige og private Liv. Hvorledes skal der naas ind til Kær
nen, til det meget gode, som der dog findes paa Bunden, hvor
ledes kalde frem til Lyset og Livet det Guds Billede, som bor
inderst inde i hver enkelt af disse Hundrede Tusinders Sjæle.
Det naas
ikke,
saa meget er vist, uden at der i den kristne Me
nighed brænder
noget
af den Kærlighedens Ild, som førte vor
Herre og Frelser gennem Lidelsen til Korsets Død, den Kærlig
hed, som ynkes inderligt over det vildfarne og fortabte og har
mes over Syndens Magt, men som ogsaa tror paa Muligheden
af Oprejsning og Frelse derfra og ikke lader sig skræmme af Hin