389 / 440
382
godt, en Styrelse af Gud. at det var saadan. At den eneste Maade,
hvorpaa Kirkefondet kunde faa Kirker indviet til folkekirkeligt
Brug, var den, at det selv maatte indestaa for Kirkernes Drift.
Gg her har vi et af de skønneste Kapitler i Kirkesagens Historie:
At Menighederne, for at spare Kirkefondet for disse Udgifter,
selv har søgt at skaffe Pengene til dem, saa Kirkefondet derved
blev frigjort fra sine Forpligtelser paa det Sted og i Stand til at
sætte Ploven i Jorden et nyt Sted, hvor der trængtes dertil.
Dette Menighedernes Selvunderhold er ikke naaet overalt,
men dog ved op imod Halvdelen af Kirkerne, og den Sum, der
aarlig samles alene paa den Konto, var i sidste Regnskabsaar
godt 45 000 Kr. Naar der graves rigtigt her, saa skal det nok vise
sig, at vi staar overfor uanede Rigdomskilder.
Ved selvstændige Menigheder tænkes imidlertid ikke blot paa
økonomisk Selvstændighed!; der tænkes paa
aandelig myndige Me
nigheder, som. er sig bevidst baade deres Ansvar og Ret.
Men
bliver det ikke en ubehagelig Stilling for en Præst, naar Menig
heden saadan bliver selvstændig og myndig? Og bliver Præsten
saa ikke. overflødig ? Jeg tror ikke, der er nogen Fare i den Hen
seende; han behøver ikke at være bange for Arbejdsløshed. Jeg
tør dristigt sige, at for en Præst med det rette Præstehjerte kan
der næppe tænkes nogen rigere og skønnere Lod end den, han
faar i en Menighed1, som er paa Vej til at vokse op til aandelig
Myndighed og Mands Modenhed. En saadan Menighed bliver
nemlig
aktiv,
den vil bære Byrden sammen med sin Præst. I
den bliver det saadan,, at Guds Riges Arbejde i Sognet drøftes
først i
det frivillige
Menighedsraad sammen med de Mænd og
Kvinder, som Menigheden selv har valgt til Tillidsmænd — siden
i Men ghedssamfundet; saa bliver det ikke nogle enkelte, men den
hele Menigheds Arbejde.
Hvordan skulde vi f. Eks. tænke os at faa noget ud af Kirke-
maaneden i November, hvis ikke vi havde vore Menighedssam
fund ?
Alt Arbejde i Sognet, baade ,'for Børnene, de unge, Bladudde
ling, Blaa Kors, Menighedspleje maa udgaa fra Menighedssamfun
det som Centrum og udføres af Menighedssamfundets Medlem
mer, saa vi kommer bort fra det, at én har sit aandelige Hjem ét
Sted eller maaske ingen Steder, sin Søndagsskolegerning et an
det Sted og sit Blaa Kors Arbejde et tredje Sted.
Men en rigtig aktiv Menighed vil vokse op til det Punkt,
hvor den ikke kan blive staaende alene ved Arbejdet indenfor
dens eget Sogn. Og her tænker jeg ikke blot paa Ydre Mission;
der har sikkert i de senere Aar været en glædelig Fremgang i
Menighedernes Syn paa den Sag og Offervillighed til den. Men
jeg tænker paa Omsorgen for hele den By, hvori jeg bor. Paa
Kirkesagen. Der er sket en lille Begyndelse, men en Begyndelse,
som kan føres langt videre frem, naar de Menigheder, som kan
mere end brødføde sig selv, eksporterer, naar de, der kan skaffe
mere end til deres eget Underhold, sætter en Ære i og finder en