397 / 440
390
hvide K læder og P a lm eg ren e i deres Hæ nd er, og som raabte
m ed lioj Rost og sagde: Saliggørelsen tilhører vor Gud
,
ham,
som sidder paa Tronen, og Lamm et!«
Biskoppens Tale.
Nkar
vi læser i vor Bibel med det Spørgsmaal i Tankerne,
hvor meget dette Stykke nu har haft at betyde i den kristne
Menigheds og de enkelte troende Menneskers Liv, saa vil
vi vel nok komme til at vurdere de enkelte Stykker noget
forskelligt; men sikkert er det, at dette Syn af den store
Flok med de hvide Klæder, med Palmegrenene i deres Hæn
der og syngende den herlige Lovsang, vil indtage en meget
høj Plads. Utalte Tusinder og Millioner har trøstet sig der
ved i trange Dage, naar Menigheden havde svære Kaar, og
ved mangt et Dødsleje, naar det Øjeblik nærmede sig, eller
var kommet, da man skulde sige Farvel til det kæreste, man
havde paa Jord, da var det Tanken om Mødet i den store
hvide Flok, som holdt oppe. Det er jo ogsaa dette Syn, der
har henrevet Digteren af vor dejlige Salme: »Den store hvide
Flok vi se som tusind Bjerge fuld af Sne.«
Og saa lyder
V erdens Spot
herover, og der siges: »Ja, saa-
dan er Kristendommen, den giver en Anvisning paa et an
det Liv, men her i dette Liv er den ingen Ting til.« Og
hvis det var sandt, at Kristendommen kun gav en Anvis
ning paa et andet Liv, saa var denne Spot ikke ufortjent,
og saa var det Haab, som der tales om, ikke ret meget
værd; thi da var det bygget paa Menneskedrømme og Ind
bildninger, og at de brister som Sæbebobler, det erfarer vi
jo ofte nok. Men denne Beskyldning er ikke sand. Det er
herned til vor kolde Jord med al dens Synd og Selviskhed,
at Kristus er kommen, det er her, Guds Gave i vor Herre
Jesus Kristus tilbydes os med Syndernes Forladelse og Fred
dg Frimodighed, det er nu og her, at han selv er at finde.
Det er det, som er Menighedens Vidnesbyrd.
Men ogsaa for dem, som har fundet Fred ved Jesus,
gælder det, at hans Liv er en Kamp; han synger vel: »Jeg
gaar med Jesus, hvor jeg gaar,« men han synger ogsaa:
»Jeg gaar i Fare, hvor jeg gaar« og »Jeg gaar til Døden, hvor
jeg gaar«, og
han kan slet ikk e undvæ re at have el Haab,
der tilsiger ham, at han skal naa at være hjemme hos Gud,
der at leve, der at bo i en evig Fryd og Ro. Har han ikke
det Haab, saa vil han trættes og mattes, lade Modet synke
og give op. Men han kan
ikke lrave Haabet i et Rum
af sin
Sjæl og det dybere praktiske Liv, han lever, i et andet. Det
maa være saaledes, at
Haabet hviler paa den u rokkelige
Grundvold,
at Jesus har lovet det, og som han har begyndt,
vil han ogsaa fuldende; men
Haabet maa ogsaa v ok se ud