KøbenhavnsKirkesag

ther siger, at »Læren er den rette Kølle eller Hammer, det

rette Tordenslag og Guds Vredes Økse, som hugger ind, slaar

til Jorden og sønderknuser de forstokkede og forhærdede

Hyklere. Dertil er den given af Gud, at den skal forfærde

Folket, ligesom Israels Folk blev forfærdet af Lyn, Tolden

og Basunlyd paa Bjerget Sinai. Saaledes bereder den Vej

for Naaden.« Hvor hører man nu saadan Prædiken? Og

Korsets Prædiken — disse liflige Toner for Synderhjertet

om, at Kristus døde til bestemt Tid for de ugudelige, at vi

bliver retfærdiggjorte ved hans Blod og forligte med Gud

ved hans Død. Hvor hører man nu dem rent og klart.

En af vore aandelige Førere har nylig klart udtalt, at han

ikke tror paa Foroningen ved Jesu Blod. Og der er man

ge, som tænker som han, eller som i hvert kald ikke har Syn

for dette Punkts enestaaende Betydning. Det har vist sig

ved den Maade, hvorpaa de har anmeldt Bogen i Bladene.

Der prædikes heller ikke om Dommen og Fortabelsen som

[idligere. En meget bekendt Læge udtalte fornylig, at han

ikke troede, de Kristne selv troede paa den evige Fortabelse

ellers vilde de tale mere derom. Jeg mener, han hai Ret.

Naar man hører de Prædikener, som nu lydei fia de kø

benhavnske Prædikestole, faar man Indtryk af, at Præsterne

ikke tror paa, eller ogsåa, at de har glemt, at der er et

Helvede til. Der tales næsten aldrig derom, og man bæver

ikke for, at nogen af Tilhørerne skal ende paa det forfærde

lige Sted. — Omvender eder, thi Himmeriges Rige er kom

men nær — saadan prædikede Døberen og vor Herre Jesus

selv, da de fremtraadte i deres Folk. Hvor hører man nu

saadanne Toner? Og er det ikke just dem, der trænges til

i vor By? Mon man tror paa Omvendelsens Nødvendighed?

Skellet mellem Guds Rige og Verden, mellem Guds Børn

og Verdens Børn udviskes.

Der er ingen Kamp som tidligere

mellem Liv og Død, vi er ikke Bekendere og Sandhedsvid

ner, der altid og alle Vegne driver Mission. Der er ved at

lægge sig en Sløvheds og Dorskheds og Verdsligheds Aand

over os, ogsaa over Præsterne. Jeg ringede en Aften en

bekendt troende Mand op i Telefonen og fik den Besked af

Pigen, at hele Familien var i Teatret. Jeg tror ikke paa, at

Herren kan bruge saadanne til at udrette noget for vor Bys

Frelse, Præster eller Lægfolk, som har deres Glæder i Teatre

ne og deslige Steder. Nej! Skal der komme Vækkelse i vor

By, maa Livet være klart og helt med Herren, helliget Her

ren. Og Bekendelsen maa være frimodig og mandig over

for alle, man har med at gøre, og paa hvilkent som helst

Sted man befinder sig. Lad os ikke i vor valne og blødagtige

Tid glemme Herrens Ord til sine Disciple: I skulle ikke