45 / 153
45
jeg blev et slags »skolelys«. En lykkelig skjæbne h a r dog latt mig
komme nogenlunde uskad t over det. Exam en artium absolverte
jeg i 1872 med et resu ltat som vistnok svarte til skolens forvent
ninger. Selv hadde jeg heldigvis selvkritik nok til deri at se et re
sultat av skolefliden, ikke av nogen særdeles evner. Den altid
spøkefulde gammeldags andeneksam en absolverte jeg sommeren
1873 på lignende tilfredsstillende måte. I dette år hadde jeg gan
ske visst, som sig hø r og bør, drevet dank til like ind under eks
am en; men tilfældet, velvilje fra professorernes side og lidt usky l
dig bluff fra m in egen hjalp mig hæderfuldt igjennem.
Det ju rid iske studium , som jeg straks efter begyndte, tok jeg
derimot helt fra først av alvorlig. Og et gunstig tilfælde spillet mig
allerede i m it første semester i hænderne en av Ørsteds g rund
læggende avhandlinger i Eunom ia. Jeg så av den at der var en
langt, langt højere himmel over ju risp rudensen end jeg endnu
kunde skim te i systemets lærebøker. Den obligate ørkenvandring
i de
3 — 4
første ju rid iske semestre blev mig derfor en forholdsvis
smertefri overgang. Og bakefter blev jeg med liv og sjæl virkelig
ju rist. Hvilket dog ikke forh ind ret mig i at dyrke også fremmede
guder. S tatsøkonom ien, som var et ubetydelig bifag, vakte m in
interesse i den grad at jeg ofret det den mangedobbelte tid frem
for mine studiefæller. Og denne interesse h a r ho ldt sig hos mig
gjennem hele livet, selvfølgelig til adskillig men for ju risten i mig.
I det hele blev vel m it studium ret uregelmæssig fordelt på de
mange discipliner; jeg læste nemlig så godt som uten m anuduk tø r
og h a r herved, litet moden som jeg var, utvilsom t spildt megen
tid. Ikke desto m indre fremstillet jeg mig allerede høstsemestret
1876 til ju rid isk eksamen og med et resultat som overgik mine
dristigste forhåpninger.
Svage tank e r om derefter kun at kaste mig over statsøkono
mien — f. eks. for at bli bankm and — blev hurtig overvundet av
min endnu sterkere tilbøjelighet for ju risprudensen. Helst hadde
jeg villet bli v idenskapsm and. Men ikke så jeg der nogen vej frem
for mig, og ikke hadde jeg videre tro på mine evner i den ret
ning. Jeg kunde nok h a en viss analy tisk-kritisk evne; men for
det syntetisk-konstruktive, som allerede da var tidens løsen, m ang
let jeg de tilstrækkelige gaver. Så valgte jeg da sakførervejen og
fik i overensstemmelse hermed m in praktisk-ju rid iske utdannelse