Prmotionsfesten

spænding og stræv. Det var litt meget av det gode selv for m ine

upåklagelige arbejdskræ fter og nerver.

Forsåvid t blev tiden adskillig strengere end jeg hadde ventet.

Men så hadde jeg på den anden side den overordentlige til

fredsstillelse at få en stor opgave, som hadde b ruk for m in meste

og bedste arbejdskraft, og som det virkelig også lyktes m ine m ed

arbejdere og mig i løpet av disse å r at få tilfredsstillende løst. Jeg

sigter til den norske civilprocesreform. Jeg må nu sie mig selv at

det er tvilsom t om nogen anden i m it sted kunde og vilde ha tat

opgaven op. Og jeg er da m in skjæbne bare taknem lig, fordi jeg

tilhørte Stortinget i hine år.

Der er ingen grund til at opholde sig ved de mange andre

saker jeg i dette tid srum hadde med at gjøre. Der kunde være

enkelte større saker iblandt, men ingen utenfor de sædvanlige d i

mensjoner. Men det kompleks av love som skulde reformere hele

den norske civilproces, var uten sammenligning det mest om fat

tende lovverk som nogensinde h a r foreligget for det norske S tor

ting, — hvorved også må merkes at dettes avdelinger efter hævd

vunden skik gjerne søm farer ethvert lovforslag i alle dets detaljer.

Reformen var desuten bland t fagmænd yderlig omtvistet, for næsten

alle lægmænd en ukjendt og likegyldig affære. Opgaven var like

vanskelig som stor. Og dens løsning pålå i første række mig. Jeg

var denne gang anb rag t i justiskom iteen og var valgt til formand

i den. Forslag til reformens tre store hovedlove blev straks sendt

os til behandling. Jeg var allerede fra ungdommen av på det rene

med at vor civilproces var helt forældet. Og m in dommervirksom-

het hadde til overmål vist mig dens mange svage sider. Som med

lem av en inden Højesteret et par år tidligere nedsat komite, som

avgav forslag til en retten avæsket betænkning i saken, hadde jeg

desuten under et par m åneders perm issjon h a t anledning til at

sætte mig ind i forarbejderne. Jeg skulde da ha visse betingelser

for at løse opgaven, og jeg besluttet at sætte al m in evne ind på

at føre reformen igjennem.

Under Stortingets samvæ r i 1910 blev der im idlertid ikke a n

ledning for kom iteen til at begynde arbejdet. Andre presserende

saker optok al vor tid. Fø rst i en møterække om høsten kunde

komiteen ta fat. Og siden blev arbejdet, i og mellem Stortingets

sessjoner, drevet med fuld kraft, indtil vi henimot slutningen av