53 / 153
53
hurtige fremme. De fleste kviet sig i grunden for at ta fat på et
sådan t m onstrum av lovgivning. Hele sessjonen i 1914 og meste-
parten av den i 1915 gik hen, før saken blev ført på Odelstingets
kart. Og da den endelig kom frem m idtsomm ers 1915, møttes den
med et utsættelsesforslag, som kunde sam le både motstanderne,
de tvilende og de likegyldige. En utsættelse — atter til et Storting
efter nyt valg — vilde im idlertid bety sakens begravelse for en
uoverskuelig frem tid, — bedre forberedt end nu kunde den neppe
nogensinde bli, og ingen kunde efter endnu en utsættelse føle op
fordring til påny at ta fat. Jeg så stillingen meget m ø rk t an. Der
m åtte kun av al magt kjæmpes til det sidste. Og efter en flere
dages debat, som vistnok vandt mange tvilende sjæle, nedstemtes
utsættelsesforslaget med stort flertal. E fter denne avgjørelse førtes
alle de tre hovedlove med lethed og kun med ganske ubetydelige
ænd ringer frem til vedtagelse gjennem begge Stortingets avdelinger.
Komiteen hadde imens allerede arbejdet adskillig med et par
av de talrike »bilove« til reformen. Og efter stortingsvalget blev i
1916—18 også alle bilovene efterhånden vedtat efter den nye kom i
tes indstillinger. Det store arbejd var lykkelig tilendebragt. Men
reformen skulde — for at de meget om fattende forberedelser kunde
bli truffet — først træ i k raft flere å r frem i tiden. Og imens var
den voldsomme økonom iske nedgang indtrådt. Ikrafttrædelsen blev
gang på gang u tsat og reformen først gjennemført fra 1 ju li 1927.
Og det skete da med modifikationer, som efter de rådende forhold
vistnok var fuldt forklarlige, men efter m in mening i væsentlig
grad ind sk ræ nker de fordele reformen skulde bringe. Livets prøve
får im idlertid her bli det avgj ørende. Når bedre tider oprinder, vil
der ialfald være adgang til en mere konsekvent gjennemførelse av
de grund tanker, hvo rpå den hele reform hviler.
Med disse ændringer h a r jeg intet h a t at gjøre. Efter vedtagel
sen av civilprocesreformen var m in m issjon på Stortinget endt.
Arbejdet hadde også slitt h å rd t på mig. Min læge uttalte at en
fortsættelse som tingm and vilde »forkorte m it liv«. Jeg frasa mig
da gjenvalg i 1918. Og allerede i begyndelsen av samme år hadde
jeg, efter mange alvorlige overvejelser, søkt avsked fra Højesteret.
Dette fald t mig ikke let. Men i alle disse år hadde jeg kun i et
p a r m åneder i 1912 kunnet fungere i retten. Og jeg hadde været
ganske ute av stand til at følge med både i retsvidenskapen og i