55 / 153
55
ståelse jeg fand t hos de andre lands repræ sentan ter, og den over
ordentlige elskværdighet hvormed de altid møtte mig.
I de sidste å r h a r jeg, som det sømm er sig en aldrende k av a
ler, efterhånden tru k k e t mig tilbake fra m ine fleste gjenværende
gjøremål, Og jeg gjør mig ingen illusjoner om herefter at kunne
utrette synderlig hverken i den ene eller den anden retning. Men —
hvem vet?
N år jeg nu ser tilbake på m it liv, m å jeg med blu indrømme
a t m it arbejde h a r spredt sig helt utilladelig. Jeg h a r anvendt om
tren t like mange å r hovedsakelig i adm inistrationens, i retsplejens
og i politikens tjeneste. Og ved siden herav h a r jeg stadig, og i
det hele i voksende utstrækning, h a t m asser av bigeschåfter og
ydermere dy rket ret talrike utenom sinteresser. Man måtte vel være
forberedt på helt mådelige resultater av sådan ustadighet og split
telse av kræ fterne. Men unegtelig blev m in fortid i adm inistrationen
og i retten mig til uberegnelig nytte i virksomheten på Stor
tinget, — og navnlig var m in tidligere dommergjerning et helt
uundvæ rlig grundlag for m in befatning med civilprocesreformen.
Så en viss samm enhæng er der dog tildels. Og alt i alt synes jeg
det h a r gåt over forventning.
Men for enhver alvorlig syslen med videnskapelige spørsmål
h a r dette uavladelige arbejde på så mange spredte felter været
temmelig hinderlig. Jeg h a r for videnskapen utrettet så meget,
meget m indre, end jeg både i ungdommen og mangen gang senere
hadde d røm t og planlagt. Det er ikke noget nævneværdig mere
end nogen få avhandlinger i »Norsk Retstidende« og »T idsskrift
for Rets videnskap«. Når allikevel det hø jt ansete retsvidenskape-
lige fakultet ved Kjøbenhavns Universitet nu h a r vist mig den
store hæder at kreere mig til æresdoktor, er det da en selvfølge
at jeg er dypt taknem lig for denne utmerkelse, samtidig som jeg
m å føle mig litet værdig til den. Jeg h a r im idlertid den bevidst-
het, at jeg også i m in v irksomhet i retsplejens og lovgivningens
tjeneste efter evne h a r søkt at tilgodegjøre videnskapens resultater
for livet.
Sluttelig m å jeg tilføje at den æresbevisning, Kjøbenhavns Uni
versitet h a r latt mig bli tildel, for mig h a r så meget højere værdi,
fordi jeg m å erkjende at jeg som ju rist h a r dansk retsvidenskap
noget næ r like meget at takke for som norsk. Om jeg bare fæster