52 / 153
52
stortingsperioden, sommeren 1912, kunde avgi en utførlig ind stil
ling om alle tre hovedlove. Det hadde snart lyktes at få alle ko
m iteens m edlemm er — også lægmændene, som utgjorde flertallet —
til at få fuld forståelse av og en levende interesse for reformen.
Jeg k an ikke noksom være taknem lig for den lojalitet og den
utræ ttede arbejdsvillighet alle la for dagen. Og så hadde vi den
fordel at kom iteen for denne sak hadde fåt ansat en sjelden dyg
tig, kun d sk ap srik og interesseret sekretær, nuvæ rende højesterets
domm er Alten.
Den indstilling, vi dengang avgav, m åtte im idlertid ga u t på
at saken ikke skulde tages under behand ling av det daværende
Storting. Hertil vilde tiden ikke række. Men det var forutsæ tningen
a t de i en mængde enkeltheter ændrede lovforslag vi frem la skulde
lægges til grund for nye regjeringsforslag til næste å is Storting.
Og av hensyn til den fortsatte behandling lot vi i præm isserne
alle vore talrike dissenser bli stående.
Da det nyvalgte Storting trådte samm en i ja n u a r 1913, var jeg
på det rene med at behandlingsm åten nu m åtte bli en ganske
anden. F o r at avskjære enhver indvending hen tet fra manglende
tid til at sætte sig ind i saken m åtte den endelige kom iteindstil
ling fremlægges allerede i begyndelsen av periodens andet Storting,
i ja n u a r 1914. T il den ende måtte der oprettes en ny kom ite (ju -
stiskom ite nr.
2
), som væsentlig kun hadde med civilprocesrefor-
men at gjøre. Forslaget herom vakte forbitret m otstand fra en del
av sakens ivrigste motstandere, men gik tilslut igjennem. Og skjønt
den nye kom ite hadde en væsentlig forandret samm ensæ tning, a r
bejdet alle dens m edlemmer med samme interesse og ihæ rdighet
som sine forgjængere. Den nye indstilling kunde
idet kom iteen
også nu vedblev at arbejde mellem sessjonerne — fremlægges på
det nævnte tidlige tidspunk t. Og denne gang var, takket være gjen-
sidig imøtekomm en, alle dissenser strøkne, — undtagen nogen få,
som dels var av principiel natu r, og hvis konsekvenser vi helt
k unde overse, og dels var uten nogen konsekvenser. Man vilde
ellers h a risikeret at få ganske usamm enhængende lovbeslutninger.
Den nye indstilling blev im idlertid liggende både længe og vel.
E t foredrag i Stortingets forsam lingssal vakte eller forsterket vist
nok interessen hos adskillige av Stortingets medlemmer. Men det
var få selv b land t sakens avgjorte tilhængere som drev på dens