![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0054.jpg)
praksis. Der vilde vel gå et par år, før jeg kunde føle mig fuldt
kapabel til atter at sitte i rikets højeste dom stol, — og så vilde
aldersgrænsen ikke være langt borte.
Det var da bedre at forsøke, om jeg ikke, n å r jeg kun hadde
m ine bihverv at skjøtte, nu kunde få skrevet noget av det meget,
som lå mig på hjerte. Specielt håpe t jeg at kunne få i stand en
komm en tar til civilproceslovene, — et arbejde, som jeg allerede
forlængst hadde begyndt på. Men and re ting kom i vejen. Navnlig
blev jeg i 1920—21, meget mot m in vilje, nødt til atter at gi en
gjesterolle i politiken, som finansm inister i Halvorsens regjering.
Om dette intermezzo h a r jeg ellers ikke stort at sie. Det var en
utaknem lig opgave jeg hadde, — i de fleste større spørsm ål m åtte
jeg ligge under for et forenet flertal av venstre og arbejderpartiet.
Da m inisteriet efter nøjagtig et års virksom het faldt, var jeg lykke
lig over at kunne vende tilbake til privatlivet. Men jeg hadde i
dette år atter m åttet arbejde uten rist og ro og følte mig påny
nok så slitt. Og så opgav jeg hele arbejdet med »kommentaren«,
der var også allerede u tkomm et og bebudedes and ie fremstillinger
av den nye proces, som gjorde m it arbejde temmelig overflødig.
Bedre gik det ikke med de paabegyndte arbejder som lå i mine
skuffer fra ældre tid. T iden var gåt fra dem og fra mig. I det
hele er der blit litet av den litterære virksom het jeg hadde håpet
nu at kunne glæde mig ved. Men tingen var kanske sluttelig at
overarbejde og de frem skredne år hadde tæ ret for h å rd t både på
arbejdsevne og arbejdslyst.
I adskillige av disse senere år hadde jeg dog ret meget arbejde
i m ine mange »bistillinger«. Enkelte av disse faldt efterhånden
bort, men sam tidig kom der nye til. En av disse bistillinger nævner
jeg, fordi den h a r ligget m it hjerte særlig nær. Da foreningerne
Norden blev stiftet i 1919, valgtes jeg til den norske forenings fo r
m and og stod som sådan til 1926, da jeg bad mig fritat. V istnok
utrettet jeg litet positivt i denne stilling. Jeg måtte stadig bremse
m ine danske og svenske kolleger. De vilde jevnlig gå hurtigere
frem, end det var rådelig i Norge, — og et eneste forhastet sk rid t
kunde her i landet let h a komprom itteret det hele. Jeg tro r altså
dog ved denne negative virksom het at h a u trettet litt for det sam
arbejde i Norden, som jeg altid h a r håpet på og altid ønsket at
fremme. Og det er med oprigtig taknem lighet jeg m indes den for
54