Hvis Landbrugsministeriet i sil stille Sind venter, al Befolkningens Opfattelse nok
engang vil afklares og efterliaanden samle sig blot nogenlunde til el fælles Synspunkt,
saa faar det Lov at vente længe. Ln smidig Formand kan vel nok a fog til skalfe En-
stemniigbed om en tilstrækkelig nklar Iudstilling, og der kan komme Træthedsperioder,
men Knighed? Aldrig.
Hvis man alligevel ikke gaar ind paa nærværende Delingsforslag, elleret lignende,
hvad saa? Vil man ganske rolig lade Flertallet voldfore Mindretallet? Det er sjælden
gaaet godt i Folelsessager, og som sandan maa man regne Dyrehaveproblemet. Kiler
vil man omvendt haabe, at Mindretallenes Forere som en Art Missionærer skulde kunne
omvende den store Befolkning til den rette Naturtro? Det vil næppe føre til noget. Og
desuden, hvorfor ikke lade hver beholde sin Naturfølelse i Fred? Hvilken Mangel paa
Visdom at tro paa Knigheden om det døde Træ og paa den »rigtige« Anskuelse derom.
Ideernes Brydning er saa gammel som vor Kultur. Kndog i den klassiske (>1(11id besang
Luean det store Træ, der efter sin Død dog kaster venlig Skygge. Medens Kunsten gen
nem Aarhundreder har dyrket det døende Træs Skønhed, har samtidig andre ment
bedre at tjene Skønheden ved at fjerne affældige Træer. Til Tider har man endog
plantet døde Træer, men ogsaa prompte drevet Spot dermed. Er den smuk? Er
den grim? Hvem har Het, Landmanden eller Maleren? spurgte Diderot om den knud
rede, frønnede, toptørre Kg. Dette samme Spørgsmaal er Landbrugsministeriet stillet
overfor nu, og burde lige saa lidt som Diderot vente det besvaret; thi begge Anskuelser
har Ret, og det er lige vigtigt for Befolkningens personlige Kultur, at alle Aandstyper
linder Udløsning for hver sin Naturfølelse, af hvad Art den saa er.
tf
Den Deling, der er eneste Vej ud af Uføret, hør foretages saaledes, at »Naturmindes-x
mærket« kommer til at omfatte den ældste og centrale Del af Skoven, der ligger mellem
Christiansholmsvej og »Københavns Allé«, samt enkelte andre Partier, der slutter sig
hertil, især mod Nord-Ost. Ialt maaske en Ottendedel af Dyrehaven med Jægersborg
Hegn. Disse Strækninger bør overlades til sig selv, og ethvert Indgreb bør være en vel
begrundet Undtagelsesforanstaltning. Fjernelse af Vindfælder bør ikke være en given
Sag og skal afgøres, foruden under Hensyn til en vis Farbarhed i Skoven, tillige og
navnlig under æstetiske Hensyn. Vi vil paa den Maade bevare den typiske Dyrehave
længst muligt, og det kommende Shegtled vil faa at skue et gigantisk Naturdrama, som
aldrig er set paa vore Breddegrader, hvor ellers ingen Skov faar Lov at leve sit Liv til
Knde. Forspillet er begyndt. Saa godt som alle Træer i den gamle Skov er affældige, og
over hundrede Stammer falder allerede nu hver Vinter. Om hundrede Aar vil Smaa-
sletterne have bredt sig ind i de gamle Bevoksninger og vil langsomt omringe de for
faldne Skovholme, for til Slut at danne en stor bølgende Campagna oversaaet med mos-
sede Ruiner, og behersket af de standhaftige Ege. Denne storslaaede Dødskamp vil
gøre Dyrehaven berømt i vor Del af Verden, men vil ikke formeden som en ideal Skov
park for Befolkningens Friluftsliv; thi Flertallet har sikkert paa sin Vis Ret, naar det i
Betænkningen af 1919 skriver, at alheldige Bøge kun maa være til Stede i ringe Antal,
for ikke at gøre et »trist Indtryk«. Synet af den døende Skov vil sikkert ikke tilfreds
stille den almindelige Vitalisme, og hvis det drejede sig om andet end en Brøkdel af
hele Skoven, turde det meppe fores laas at lade den for Byen bedst beliggende Skov
henligge som Naturmindesmærke i saa mange Aar. Men lige saa heldig, som man er
med at have .hegersborg Hegn til Skifte, naar det engang kræves, lige saa lykkeligt for
mer selve Dyrehaven sig for en Deling som den her foreslaaede.
<Fori»*ties)
8