Forskønnelsen

Jen s L u n d : Springvandsfigur. Bronce.

d e r e r vel egnet til a t hen lede Opm æ rk som h ed en p a a den præg tige

Ignaberga-Kalksten , e r d e r næ pp e an det a t sige, end a t Ryglænets tre figu-

relle F rem stillinger stilistisk sk u r re r

noget imod h v e ran d re , m en h v e r fo r

sig e r de sa a sm ukke , og sa a k ra ftig t

v irk e r de i de c irke lrund e Gennem-

b ry dninger, a t Indvendingen ikke fa a r

synderlig Magt. Og hele S tykke t e r

gennem fø rt sa a dygtigt og kon sekven t

og m ed saa sund Følelse fo r L in ie r og

F o rm e r i deres natu rlige S amm en hæng, a t det nok skal gøre sin V irk ning p aa saa a t sige enhv e r ikke gan ske urimelig Plads. Noget lignende

k an siges om

e n s

u n d s

Sp ringvandsfigur med det lystige Motiv, D rengen ,

som ho ld e r H aan d en fo r Fogliettens

Mund, sa a den ud strømm en d e Væde

sp redes. Betydeligere e r dog K unstn e ren s »Monumental Buste«, d e r er

hugget i Po rfy r m ed et sp rud lende

Liv, som gør den til en ren Ø jenslyst;

h a r m an i senere T ider ove rho ved e t

se ten Buste, som k an s ta a i fri Lu ft

og v irke i S andhed m onum en ta lt, sa a

tu rd e det væ re denne. F iguren p a a

t z o n

r a n k s

»Springvand« e r et for

flygtigt U dkast til a t kunne vu rde res.

Men Opstillingen, den k ro n e r, e r sa a

m eget des k la re re ; den e r et a f de

æg te K un stvæ rk e r, d er fo r en H a s tvæ rk sb e trag tn ing k an synes »lige ud

ad Landeve jen« , m en som dog e r fo runde rlig t s tæ rk e og rige i K ra ft ju s t af

deres tilsy n e lad en d e S im pelhed — en

o rgan isk H elhed , bygget op a f nob le

Fo rho ld og fint afvejede Enke ltheder.

F ru

l o c k r o s s

r m in g e r s

»Drengen

og Pindsvinet« tog sig p a a Udstillingen m o rsom t og n a tu rlig t ud ; ogsaa

h e r h a r vi et A rbejde, d e r vil kunne

hæ vd e sig som det, det giver sig ud

for. Ind tagende e r R.

ø g e b j e r g s

»Badende Kvinde«, fin, levende, fuld af

na tu rlig Ynde og U sk y ld ; den vil væ re

let a t faa sa t op i heldige Omgivelser,

ligesom F ru A.M.

a r l

i e l s e n s

k aad e

»Bakkhusbarn« , som det vilde væ re

m o rsom t en Gang a t m øde i S and sten. Og s a a endelig

a n s e n

a c o b

s e n s

to S ku lp tu rer. »Trold, d e r v e jre r

K ristenkød«, denne herlige, glubske

K arl k an næ pp e noget Steds komm e

til a t s ta a bed re , end den stod p a a U d stillingen, skyd end e sig frem a f Løv væ rk e t, fan ta stisk og vild, um a a delig

sulten , en Bøm and a f en T rovæ rd ig hed , som næ ppe

i t t e l s e n

eller

i e l s

k o v g a a r d

h a r givet os m e re o v e rbevisende. Til Pas ræ ddelig og dog

ikke uden H um o r e r ogsaa K unstneren s »Havtrold«, d e r e r ud fø rt som

Fon tæ ne og som s a a d a n m a a kunne

gøre u dm æ rk e t Fy ldest i et Anlæg.

Mere kunde m ed nogen Ret k ræ v e

Om tale, m en til a t næ vn e a lt h a r d e r

dog ikke væ re t G rund. Mellem Skit

se rne og de and re m ind re, u n d e r Tag

opstillede Ting v a r d er ikke faa sm uk ke, m en de fleste som F rilu ftssku lp tu r

tæ nk te stod dog endnu fo r meget p aa

Tilblivelsens S tandpunk t til h e r a t

komm e i Betragtning. B landt de s tø rre S ku lp tu re r fand tes d e r nogle, som

alt fo r tyde lig t fa ld t uden fo r denne

A rtikels Ø jemed, til a t om tales, and re

v a r fo r k a rak te rlø se eller fo r n eu tra le

til a t give Anledning til Betrag tninger

eller K ritik; d er v a r ogsaa dem , som

jeg m a a tte lade gaa for, hv ad de var,

fordi jeg i det givne Tilfælde følte mig

inkom p e ten t—ude a fS tand til m ed no gen S ikkerhed a t u d ta le mig om deres

M uligheder fo r a t faa noget a t betyde,

hvis de kom und e r æ nd red e Forhold .