45 / 274
sige, og et mæg tig t Fo rtrin h a r den i
den K larhed , h v o rm ed A rm bevægelsen og H ovede ts U d try k enes om a t
to lke glad og andag tsfu ld U nd ren p aa
en sa ad an Vis, a t K un stvæ rk e t d e rved v irkelig k an siges a t »fork lare sig
selv«. U tænkelig t e r d e t ikke, a t d er
fo r denne A dam vilde kunne findes
P lads i en H ave a f tilstræ kke lig p a r a disisk Præg. Passende Omgivelser for
en »Hjob« vil det d e rim od vist væ re
umuligt a t skaffe i det frie; noget
b ed re Udsig ter k a n Figurens Ophav,
F ru
T
h y r a
B
o l d s e n
,
v istnok h av e fo r
sin »Løberske«. Men fo r den »Hero-
d ia s ’ Datter« , som
U
t z o n
F
r a n k
h a r
A n sva re t for, e r d er sa a vist in te t
H aab , og h e r e r det ikke alene Motivet, det p e rve rse Kvindfolk m ed det
a fhuggede Hoved ved sine Fødder,
som lukk e r det ude, m en ogsaa hele
F igurens m ed al dens ru tin e red e Modellering dog sa a frastødende Fo rm k a r a k te r og kva lm ende Ansigtsudtry k . Rent umu lig — og det vel und e r
hvilke som h e lst Fo rho ld —e r
W
e d e r
-
k i n c h s
»Sokrates«, d e r p ræ se n te re r
sig som en nøgen, smæ k fed Pensionist, d e r sidde r m ed k ryd sed e Ben og
fo ldede H æ n d e r som h en sunken i Bøn
om synkende Ø lpriser, den gør Ind try k af, a t dens F rem b ring e r h a r fo rset sig p a a
Z
a h r t m a n n
,
som denne
v a r, n a a r h an m o red e sig m ed a t drille
Borgerskabet. Man k an da m inde om
det latinske O rdsprog , d er begynder
m ed O rd e n e : »Quod l ic e t ...« , og som
k an ove rsæ tte s p a a D ansk : »Hvad
d e t sto re Geni k an tillade sig, skal
ikke enh v e r som helst vove sig til a t
efterabe« . Lang t dygtigere og m e re
ta len tfu ld t A rbejde erJoHANNEsBjERGS
»En Abessinier«, m en ikke m indre
skabag tig t i Anlæget og, i a lt Fald delvis, m an ie re t i Udførelsen. H e r tæ n kes bl. a. p a a de lange, ove r X k ry d sede Ben, d e r fo r øvrigt, fo r b lo t a t
næ vn e et a f den livfulde S ta tues ikke
faa priselige Enke ltheder, g aa r udm æ rk e t samm en m ed O ve rk roppen
og bæ re r denne natu rlig t, p aa de dy risk lallende H æ n d e r og p a a Muskula tu ren , som p a a sine S teder m inde r
om et ana tom isk P ræ p a ra t. H avde
nu end alle saad an n e Sæ rhed e r væ re t
undgaaede , vilde dog det hæ slig t sam m en tryk k ed e K ran ium , det intetsi-
J. J. B regnø: Danaide. Kalksten.
gende Fysiognom i væ re t nok til a t
gøre S ta tuen uvæ rd ig til a t opstilles
and re S teder end i ethnog rafisk Museum eller Panoptikon .
B
u n d g a a r d
’
s
»Skat i Gemme« e r sm uk t og v irk ningsfuldt m ode lle re t i det enkelte,
m en isæ r fra venstre Side re t umulig
a t faa Hold p a a og, h v o rd an m an end
se r p a a den, sørgelig udspeku lere t og
fo rsk ru e t i L in ie rn e ; derim od vil h an s
m o rsomm e , klogt beregnede og p ræ g tigt huggede Opstilling m ed »En G ræ v ling« kunne blive til megen Fornøjelse,
n a a r den anb ringes p a a e t stille, p a s sende belyst Sted.
B
o n n e s e n s
sm ukke
G ruppe »Adam og Eva ved Abels Lig«
e r et dec ide re t M usæum sstykke.
For etVærksomBREGNøs »Danaidebrønd« vilde d e r kunne findes varig
A nb ringe lse ; Figurens Ben er vel ikke
helt godt sa tte i F o rho ld tilD rape rie t ligesom venstre A rm e r nog e tlang ,m en
deres Præg a f T ræ thed , b aad e i Bevægelsen og i Fo rm en siger en Del og
s tem m e r vel med den stakke ls unge
Kvindes hele U d tryk a f Selvopgivelse;
det er et i Hovedsagen sm uk t følt og
m ed d eko ra tiv Sans u d fø rt Arbejde.
P aa samm e K unstne rs »Havebænk«,
39