Forskønnelsen

delleringens finere E nke lthede r, der

vanskelig t undgaas i u b ru d t Lys. Men

sa a begynde r m e re eller m ind re h u r tigt den Patinering, som skulde give

M etallet den grønlige Tone, vi k end e r

f. Eks. fra R y tte rm onum en te t p a a A-

m a lienbo rg Plads, h v o r den godtgør,

a t B roncen ogsaa hos os k an tage til

i Dejlighed m ed Aarene. Ja , det k an

den i heldige Tilfælde, kunde det i alt

Fald i Tider, da m an uden H ensyn til,

hv ad det kostede, b rug te en M etalkom po sition s a a fin og ægte, som den

ove rhoved e t lod sig frem stille. Men

det gør m an i Regelen ikke n u ; m an

h a r fundet p a a billigere Blandinger,

de r k om m e r gode nok ud a f Smelteovnen, m en »arges, som de ældes«.

Om den m od e rne »Bronce« k an a rte

sig vel, h vo r der, som i F irenze og

Rom, e r fæ rre F ab rik e r til a t ud spy

a llehaande K em ika lier i D am p fo rm ,

og h v o r P riva tfo lks Sko rstene ikke

giver M asser a f svov let Kulrøg fra

sig, ved jeg ikke ; jeg h a r ikke hilst

p a a Dav id dernede, siden h an v a r for

ung til, a t d e r kunde forlanges syn derligt a f h am . Men i K jøbenhavn og

dens Omegn k an den det v itterlig t

ikke. H e r bliver Patinaen nu til Dags

ikke sm uk t grønlig, m en afskyeligt

so rtsm ud se t, sa a det vedkomm ende

S tykke Sku lp tu r tilsidst næ rm e s t se r

ud, som v a r det støb t i Je rn , hv ilke t

det p a a en e ller anden M aade v a r lyk kedes a tho ld e fra a t ruste. G læden ved

a t vide, a t det alligevel e r Bronce, sy nes da a tv æ re a f noget tv iv lsomVæ rd ,

saa d er tu rd e vel væ re Mening i at

tage unde r Overvejelse, om det ikke

v a r rigtigst h e r a t undg aa Opstilling

a f B roncevæ rke r i det frie, n a a r da

ikke meget væ sentlige G runde ta le r

derfo r, og i a lt Fald kun a t vove sig

dertil, n a a r m an h a r Raad til a t skaffe

S tøbem a te ria le a f bed ste , gamm e ldags Slags.

Med H ensyn til M a rm o re t gør no get tilsva rende sig gæ ldende; heller

ikke fo r dette e r F rilu ftsk aa ren e hos

os sa a gunstige, a t m an uden Fo rbe hold k an slaa sig til Taals m ed de

hæ vdvundn e Ræ sonnem enter. Den

hvide Sten m ed den m e re eller m in d re tydelig t ko rnede S tru k tu r fanger

og ho ld e r fast p aa Snavs, Sod o. s. v.,

d e r fo rde le r sig u jæ v n t, e fter som

U tzon F rank : Brønd. G ranit og Bronce.

Blæst og Fugtighed fø re r det m ed sig,

træ n g e r ind og vanskeligt eller slet

ikke lad e r sig fjerne, uden a t m an ved

Renselsen gør sa a d a n Vold p a a Stoffet, a t ond t b liver v æ rre ; Overfladen

b liver da m e re og m e re skjoldet, til

den om sider fa a r F arve som m ager

Kartoffeljord, og vi s ta a r d e r m ed den

fattige Bevidsthed om , a t M a rm o r

dog altid e r det hellige M a rm o r til saa

og saa mange K rone r K ub ikm eteren .

H vad h a r vi da til Rest a t ra ad e

med? De gam le Havebilledhuggere

og F a c ad ed eko ra tø re r h a r Sva r; det

v a r for det m este tarve lig Sten, i hvilken de n aaed e deres kønne Resultater.

Først Sandstenen , d e r ganske vist ta ger villigt m od Snavs, m en ogsaa re t

godt finder sig i a t blive vaske t og b ø rstet, om m an finder, a t d er e r G rund

dertil, hv ad d e r ikke altid er. Den er

god a t arbejde i, sa a frem t d er ikke af

den k ræ v es U rim e ligheder i Retning

a f delika t Behandling; fo r deko ra tive

V irkn inger egner den sig fortræ ffeligt,

ikke m indst ved sin milde, fred som melige F a rve , d e r k an komm e lige

godt ud a f det m ed b laa H imm el, grøn

Vegetation og sp rag lede B lomster;