Forskønnelsen

R. Bøgebjerg: B adende Kvinde. Italiensk M arm or.

fo r dem . Og v a r dette en Gang im e llem T ilfæ ldet, s a a de ikke ube tinget

ho ld t p a a a t ville væ re sig selv nok,

henv end te de sig i Regelen m ed deres

Bestillinger til Billedhuggere, som i

A te liererne havd e staaende , e ller som

v a r rede til a t m ode llere F igurer,

gode nok i sig selv m aa sk e , m en ikke

netop beregnede p a a a t v irke i Fri-

luftslys, i S am k lang m ed a rk itek to niske F lad e r og Led eller m ed H im len

og n a tu rg ro ed e og ku ltive rede Plante-

fo rm e r som Bagtæppe og Sæ tstykke r.

H ve rk en til Emnerne eller til G ennem fø re lsens A rt kunde de nødvendige

H ensyn ven tes taget. N aa r Resultatet

fa ld t sa a ta rve lig t ud, som det a lm in deligvis gjorde, sky ld tes det im id lertid ogsaa and re Fo rho ld end dem ,

M odesmagens Skiften m ed fø rte. Ved

h o r v a l d s e n s

V irken n aaed e Sku lptu ren ogsaa h e r til L and s en Anseelse

som aldrig fø r og blev i hø je re G rad

end nogen Sinde væ rd s a t i samm e

Forho ld , som den g jorde sig gæ ldende

i Egenskab a f selvstændig K unst; selv

in te re sse red e h an sig ikke sæ rlig

stæ rk t for dens d eko ra tive Betydning,

og h an s næ rm e ste Efterfø lgere g jorde

det endnu m indre. Nu v a r det dem , d er

vilde væ re »sig selv nok«, og de bedste

a f dem h avd e da ogsaa K ræ fte r dertil. Og de sm a a T a len te r — ja de kunde jo bedst

lide a t gaa eller h um p e i S to rm e ste ren s Spo r; m ed and re

O rd: de a f dem , som kunde

h a ft nogen Udsigt til a t n a a

frem i det gode, fo r s a a v id t

de ejede Resignation nok til a t

ho lde sig p a a det jæ vn e , reg nede d e t fo r deres Ret og Pligt

a t a rbe jde uafhæ ng ig a f alle

S idehensyn . S aa viste det sig,

a t Evnerne ikke slog til. Og

m eden s den egentlige m on u m en ta le S ku lp tu r og Inden-

dø rskun sten v an d t lidet eller

in te t ved den s tæ rk e Tilgang

a f U døve re , led den d ek o ra tive følelige Tab ved, a t m a n ge B rugba rhede r, som kunde

g jo rt Gavn i dens Tjeneste,

u ndd rog sig denne. Til Rest

blev d a ikke re t m eget a n det end Rosset, Mænd, hvem

N a tu ren sn a re re h av d e bestem t til T in so ld a tfab rik an te r eller,

om det kom højt, til F o rm e re af

K ransekage figu re r, end til Kunstnere. Mangen Gang i L øbe t a f det

n ittende A a rhund red e opstilledes til

alm indelig Beskuelse d eko ra tiv e Sager — F ron tong rupp e r, Relieffer, Enke ltfigu re r ved P o rta le r o. s. v. —, d er

fristede til a t definere en D eko ra tion sbilledhugger som den, hvis F rem b rin gelser ikke k an taa le a t ses næ rved .

Nu, i d e t tyvende , synes d e t a t k la re

op p a a d e t h e r v ed rø rte Om raade .

Ikk e , a t P roduk tionen a f p lastiske

Rædsler, bestilt a f M u re rm e strene og

lev e re t til billig Pris a f disses »fordringsløse« Svogere og Venner, sku lde vise sig i Aftagende. Men p a a fo rskellige H o ld b egynde r tydelig t nok

K ravene til F rilu ftssku lp tu r a t s k æ rpes, Pub likum s Tilbøjelighed til a t

nøjes m ed noget slet, h v o r m an lige

sa a let kunde faa noget godt, a t af-

svækkes. Og K unstne rne e r nu fo r de

flestes V edkomm ende enige om , a t

den Ambition, d e r nødvend iggø r en

Rangforordning p a a deres E n em æ rk e r som den h e r om ta lte , ikke b ø r

k a ldes »honnet«. Om G runden dertil

e r den, a t den nu levende Slægt, sæ rlig B illedkunstnernes, e r b levet m en