Forskønnelsen

»Urtegaarden«

ST. PETRI KIRKES URTEGAARD

OG GRAVKAPELLERNE VED KIRKEN

Af GEORG NYGAARD

NHVER, d er h a r Sans fo r vo r Bys

Skønheder, k end e r det hen riv en de G adepa rti fra L a rsle jstræ d e , Baro km u re n , d e r indhegner St. Petri

K irkegaard , Kapellernes og K irkens

spidsgavlede Mure og det slanke irgrønne Spir m ed Hanefløjet højt knejsende ove r det Hele. E nhve r k ender

det — i h v e rt Fald fra

O .

v e n d s e n s

stemningsfulde Farvelitog r afi eller fra

i l h e l m

a m m e r s h ø i s

skønne Maleri, i F arven sa a dæm pe t og ty s t som

selve det gam le S træ des tids- og livs-

fjæ rne harm on isk e Stilhed.

Men hvo rm ange h a r væ re t inden fo r de gam le Mure, hvis Porte altid

e r stængede uden fo r Søndagsgudstjenestens k n ap t tilm aa lte Tider, eller

n a a r en anden kirkelig Handling tv in ger Portene op?

K irkegaa rden , K irken, K apellerne

og den mellem K ape llerne liggende

æ ldgam le »U rtegaard« d an n e r tilsam m en et Fortidsbillede a f sjæ lden Skønhed og Stemning. H e r e r Hvilestedet

fo r en Mængde a f en længst hen fa ren

Tids B erøm theder, og trod s de vekslende Tiders V an røg t og pietetsløse

F rem fæ rd e r d e r endnu sa a m eget tilbage, a t et Besøg i rigt Maal k an lønne sig. Man bø r komm e h e r en stille Som m e ra ften , n a a r Spir og M urtinder k a ste r lange Skygger; p aa den Aarstid ,

da Alt vok se r frodigst og vildest, og

de gam le G ravm æ le rs Forfald d an n e r den virkn ingsfu ldeste M odsæ tning til Vegetationens overvæ ldende

Yppighed.

Det Billede, m an h a r fo r sig, n a a r

m an sæ tte r sig p aa K an ten a f Grav-

gelændere t ovre ved L a rsle jstræ des

Mur — Bænke findes h e r ikke — k an

ogsaa nok v irke insp ire rende p aa en

F O R S KØ N N E L SE N

V II Aarg. 1917 Nr. 5-6.