Forskønnelsen

K A S T E L L E T

A f BERING L IISBERG .

OLDENE omkring K jøbenhavn er faldne,

jævnede med Jorden, og Stadsgraven er

kastet til. De skyggefu lde Boulevarder, der,

som det saa smukt hed, skulde give Erstat

n ing for V oldenes Tab — man dristede sig

dog ikke til at sige, at de ogsaa skulde erstatte

Ø d elæ ggelsen af Stadsgraven og al dens id y l

liske Skønhed — er nu ogsaa forsvundet. I

deres Sted faar vi en trøsteløs Stenbro, som

man vil søge at pynte paa med nogle B lom 

sterrabatter. Og nu kan vi spasere paa den

og tænke over, hvad der en gan g har været og

hvad det er blevet til, m edens vore Nerver for

nærmes og irriteres af de underjordiske Togs

Rysten og Stønnen og svovlet Røg stiger op

dernede fra og fylder vore Lunger.

Hvad der er borte, er borte og kommer al

drig mer igen. Men endnu har vi K a s t e ll e t

tilbage, den skønneste D el af h ele det gam le

Fæ stn ingsanlæ g, saa vist som det forener V ol

denes og Kastelgravens land skab elige, ka

rakteristiske Skønhed med historiske M inder

og med den pragtfulde Udsigt over K jøben

havns H avn og Red.

Men Fremskridtet har allerede hugget sin

gridske Klo i det skønne B illede. F rihavnsba

nen har skaaret Gab ind i V oldene baade

mod Nord og mod Syd, og Togene hvæ ser paa

en ganske upassende Maade gennem den gam 

m eldags Soldaterby. D e virker forstyrrende, de

hører ikke til i det smukke, engang saa hele

og harm oniske B illede af den lille Fæstning.

De to Gab i V oldene bryder baade dens

Idee og dens Skønhed. Men en stor D el af

Kastellet er endnu uberørt. Det er vel værd at

slaa et Slag for at bevare, hvad der er tilbage.

Af den E nsom hed og Stilhed, Sm ed elin ien

og K astelsvolden hen ligger i, tør man vistnok

drage den Slutning, at K jøbenhavnerne, en

m eget stor D el af dem i alt Fald, ikke aner,

hvilken Perle de ejer i Kastellet. M en hvis de

en M orgenstund læ ste i deres Avis, at Kastel

let var overgaaet til et eller andet Selskab, at

V oldene skulde sløjfes, væ ltes ned i Kastels

graven, »Smedelinien« raseres og moderne B e

b oelsesh u se sam t Fabriker med røgspyende

Skorstene rejse sig paa dets Grund, saa vilde

de maaske b live forfærdede, men saa vilde

det være for sent.

Men det vilde ikke være første Gang og b li

ver sikkert heller ikke sidste Gang, at Hr. S ø

rensen vaagner for sent.

L ivskilden for vor By er og har alle D age

fra dens alleræ ldste Tid været dens Havn. Fra

det Øjeblik Absalon b yggede dens første Ka

stel B o r g e n paa H olm en foran Byen, »finge

— som Saxo siger -— Borgerne T ryghed til Sej-

lin g og Havn«. Borgen laa ved Indløbet til

H avnen — den nuvæ rende Kanal m ellem Slots

holm en og B yen — og um iddelbart ved den

laa T o l d b o d e n og B o m m e n , med hvilken

Borgens Herre efter Behag kunde aabne eller

lukke for Sin Havn.

Men B yen voksede frem fra dens oprinde

lige Plads bag Borgen, og Skibene voksede i

Antal og Størrelse og kunde ikke længer finde

Plads eller Vanddybde nok i den gam le H avn

inden for Bommen. Da Christian IV i 1606 af

Byens Borgere købte det store Terrain, der i

Korthed kan betegnes som den D el af K jøben

havn, der ligger m ellem G otersgade, Søerne

og Kastellet, var det ikke, som det ofte hedder

sig, for at faa Plads til at anlæ gge en ny Have,

m en det var for at sikre sig Plads til en haardt

tiltrængt U d vid else af B yen med dens Værn

og dens Havn. Det var denne sidste, han

tænkte m est paa. Thi ikke blot laa Indløbet til

selve Købm andshavnen »Ved Stranden« aaben

og uden Forsvar, men det samm e gjaldt hele

Skibsværftet paa Bremerholm og selve Orlogs-

flaaden, der laa fortøjet m ellem Pæle omtrent

fra nuvæ rende N yhavn s H oved ud ad T old

boden til.

Det første Skridt Christian IV tog for at

værne H avn en og Flaaden var Anlæget af

C h r i s t i a n s h a v n i 1618, i V irkeligheden det

Kastel eller Citadel, som samm en med L ø n 

g a n g e n , der var anlagt af den samm e altid

aarvaagne Konge, frelste K jøbenhavn i 1659,

ligesom hans Plan om at rykke B yens Befæst

n in g ud til Søerne vilde have frelst K jøben

havn fra Bombardementet i 1807, om den var

bleven udført.

Men Christianshavn kunde ikke beskytte

F l a a d e n s Skibe. Naar de kunde ligge som

de laa paa en aaben Kyst, skyldtes det R æ v s 

h a l e n , den lange sm alle Grund eller Stenrev,

der som en Svans strakte sig, snart lige under,

snart lige overVandet, fra Amagers Nordspids

ud i Højde med Toldbodén, hvor den delte

sig i to Grene: den ene løb ud mod Nord og

paa den blev senere Ræ v s h a l e ø e n og L y n e t 

t e n anlagt; den anden bøjede af i ret Vinkel

mod Vest over mod Toldboden. Her stoppede

den p lu d selig op med et brat Fald mod Dybet.

Og her, yderst paa Grunden, bygged e Chri

stian IV et B lo k h u s , d. v. s. et lille Søfort,

og et ganske lign end e ligeoverfor, paa Land

grunden, paa den anden Side af det omtrent

65 Meter brede Indløb til H avnen. Og endnu

staar der to Vagthuse paa B lokhusenes Grund

som Mærkepæle for den fortrinlige Havn, Chri

stian IV ved denne U d v id else skaffede sin H o 

vedstad, B o m m e n s V a g t og T o l d b o d v a g 

te n ; fra den første blev B o m m e n draget for

eller draget fra for at lukke eller aabne for

H avnen, og inden for den anden blev T old 

boden lagt. Og sam tidig blev der bag den ar

bejdet paa en stor Skanse til yderligere For

svar for H avnen og F laaden; efter et gammelt

Landingssted inden for T oldboden fik det N av

net V æ r k e t v e d St. A n n e B ro ; efter Chri

stian IV.s Død blev det udvidet og forbedret

og fik Navnet F r e d e r ik s K a s te l. Fra nu af

tjente Kastellet ikke længer alene som Værn

ved Indløbet til Havnen, m en tillige som Støtte

punkt for B yens Landbefæstning, der — paa

begyndt af Christian IV og fortsat af Frede

rik III — nu fra L ø n g a n g e n ved Vand

kunsten strakte sig i en Bue uden om Byen til