152 / 312
1 5 0
dommen.
Moderen havde tidligere vist et venligere
Sindelag overfor denne, men, efter Mandens Død lagde
hun Børnene alle optænkelige Hindringer i Vejen, søgte
særlig at udelukke dem fra enhver Forbindelse med
Moritz. Men det var for sent. De kom alligevel sam
men, og da Missionæren forlod Byen, anbefalede han
de to unge Piger til Teologen P. Schmidt, i hvis
Søstres Skole de havde gaaet.
1847 blev de døbte.
Men allerede Aaret efter døde Amalie 16 Aar gammel.
Dronningen tog sig af den tilbageblevne Søster, saa
meget mere som Familien ved Faderens Død var sat
stærkt tilbage. De Anfægtelser, hun mødte fra Fami
liens Side, overvandt hun, men Sjælekampen havde
rystet hendes Sundhed, og allerede i 1852 døde hun.
De to Søstre var i Virkeligheden lige fra deres før
ste Undervisningstid oplærte i kristelige Forestillinger,
Drengene til Dels ogsaa. Da Faderen ønskede Døtrene
konfirmerede efter jødisk Ritus, ligesom det var sket
med Sønnerne, gjorde særlig den yngste stærk Ind
sigelse. Ikke længe efter døde Faderen.
»Jeg, som dengang var 19 Aar gammel,« siger den
ældste Søn, »tog saa den Bestemmelse at opfylde min
Søsters Ønske, saa meget mere som Moder ingen Ind
vendinger havde at gøre.
Begge mine Søstre blev
døbte i Vor Frue Kirke, og Grevinde Holstein stod
Fadder til den ældste, Dronning Karoline Amalie til
den yngste.«
Denne sidste var den bedst begavede,
livlig og kærlig, gudfrygtig uden at være noget Hænge
hoved, flink til al Slags Haandarbejde, musikalsk, sprog
kyndig, dygtig i Huset og trods sin unge Alder i Be
siddelse af en Myndighed, der altid ramte Sømmet paa
Hovedet. I tre Aar tæredes hun hen af Brystsyge, før
hun døde. Sit gode Humør beholdt hun til det sidste.