149 / 312
147
Blandt disse sine Slægtninge hentede han sin Hustru,
Ad e l a i d e f. I ta li a e nd e r , med hvem han efter to Aars
Ægteskab satte Bo i Gaarden paa Amagertorv og blev der
i godt og vel 12 Aar. Hun var en dygtig Kone i sit
Hus og maatte selv have lavet Maden, hvis hendes
kræsne Mand skulde være fornøjet med den; en om
hyggelig Hustru, der stadig maatte hjælpe sin noget
ubehjælpsomme Ægtefælle; en kærlig Moder for sine
Børn, blid og overbærende, hvor Faderen var myndig
og striks.
»Kom ind til mig, søde Napuse, saa skal
du faa en ordentlig stærk Kop Kaffe,« kunde hun
kælende sige til sin ældste Søn, naar Faderen havde
skændt paa ham. Arbejdsom til det yderste holdt hun
efter sin Mands Død i flere Aar ingen Pige og for
rettede selv al Husgerning, slæbte endogsaa Vand op
fra Gaarden til 3. Sal, hvor de boede. Ved sin yngste
Søns Bryllup var hun syg og sengeliggende, men stod
op af Sengen og lavede selv Bryllupsmiddagen. Hun
strikkede Strømper til hele Familien, og havde det Hast
værk, kunde det godt falde hende ind at vaske dem
og trække dem drivvaade paa sine egne Ben for saa
meget hurtigere at faa dem tørre.
Endnu som gam
mel Kone kunde hun sidde barhovedet i fri Luft midt
under en Øsregn uden at bryde sig 0111, at hun blev
gennemblødt — hendes Mand var omvendt lutter For
sigtighed og Ængstelighed for sit Helbred. Hun havde
meget Lune og kunde give hurtige og morsomme, til
Tider noget drøje Svar. Men der var Perioder i hen
des Liv, hvor hendes Bevidsthed formørkedes og hun
fra Hjemmet maatte ty til Hospitalet. En Maaned eller
to stod gerne saadanne Anfald paa.
Moresco bevarede sine Forbindelser i Udlandet.
Fremmede Kunstnere søgte hans Hus, naar de kom til
10*