145 / 312
143
Som Hospitalslæge var han Pligtfølelsen selv. Han
forlod ved Stuegangen om Morgenen aldrig sin A f
deling, før hver enkelt af de syge var tilset og be
handlet. Den Orden og Renlighed, han gennemførte,
lagde sig endog for Dagen i de pyntelige Forbindinger.
Der var noget sanddru og fordomsfrit i hans Maade at
tage Tingene paa.
Med sine ualmindelig skarpe og
øvede Sanser iagttog han nøje alle et foreliggende Syg
domstilfældes Ytringer, udførte med udelt Opmærk
somhed enhver kirurgisk Opgave med den syges Tarv
for Øje, uden Tanke om at stille sig selv i Belysning
som Mesteren med den store Sikkerhed, Færdighed og
Sirlighed i sine Operationer. Simple Midler og taal-
modig Behandling var Vejen, ad hvilken han naaede i
vidt Omfang at helbrede
tuto, cito et jucundo.
Hans Personlighed var vel skikket til at gøre Ind
tryk paa hans Disciple.
Han havde et sundt, velfor
met, kraftig bygget Legeme med lette Bevægelser, tænk
somme og livlige Ansigtstræk, et klogt, talende og gen
nemtrængende Blik, et dannet og anstan.dsfuldt Væsen.
Hans Optræden var som oftest præget af Mildhed og
Deltagelse. Uden nogen frastødende Vrantenhed, uden
ubeherskede Vredesudbrud forstod han at vedligeholde
den Alvor, hans Stilling krævede. Bifaldsytringer eller
Tilrettevisninger indklædte han i Almindelighed i iro
niske eller satiriske Bemærkninger, som ramte.
K li
niske Foredrag holdt han ikke, dertil var hans Tunge
ikke flydende nok; litterær Virksomhed udfoldede han
ikke, dertil var han for meget optaget af sin praktiske
Lægevirksomhed.
Saa var han ogsaa en Mand med
Sans for Naturskønhed og det dannede Selskabslivs
Glæder.