143 / 312
Følelse imod.
Naar Humleplukningen begyndte, var
han altid tilstede; han stod da midt paa Gulvet og
skar Ranker i Stykker, medens vi Børn skiftedes til at
dele dem omkring.
Enten blev der fortalt Historier
eller forelæst udmærkede Fortællinger fra Faders gode
Bibliotek. Den store Kakkelovn var af Porcellæns Fli
ser og naaede fra Gulvet op til Foftet, men der blev
sparet paa Brændsel, og selv naar det var meget koldt,
sagde Moder: »Kære Børn! det er godt at opdrages
til Flid og Haardhed, brug Fingrene, saa blive I nok
varme,« og hendes egne dygtige Hænder udrettede og-
saa utrolige Ting. Naar Klokken slog 10, kom Føn-
nen i Form af dejlige Æbler, Valnødder og Druer,
imellem havde Husnissen blandet Skovnødder deri, og
da var Glæden stor. — En Aften, da vi vare færdige,
stod Fader i en Vinduesfordybning og saa op mod
Himlen.
Han havde fortalt os om sit Ungdomsliv;
klare, lysende Billeder havde han vist o s , og vi lyttede
alle dybt grebne; da udbrød han pludselig: »Ja, Him
len er dejlig, se hvor dyb og klar, det kan jeg dog se;
men deroppe, Børn , sidder ogsaa han , Jesus Kristus,
Gud og Mand, over alle Stjernetoppe troner højt i
Vælde han.«
Og saa var der en Bevægelse i ham,
saa dyb og stærk, at vi aldrig glemmer den. — Hver
Aftenskumring havde sine Historier, sine Billeder, sit
Indhold.«
»Faders Kærlighed til Moder var aldeles
rørende, og skønt vort Fiv var fuldt af mange Kampe,
var der dog megen Poesi derover, og Moder havde stor
Kærlighed og Sjælsstyrke og en mægtig Evne til at
glemme sig selv for andre.« Hun døde 2 Aar efter 1
Manden.
I 4 I
*) W . H jort: N. G. Biædel. S. 25 ff.