182 / 312
i
8
o
hans Privilegium efter hans Død maa gaa over til hans
Søn Meyer Bing.
Han fremhæver, at han i sin Tid
paa Grund af tiltagende Svækkelse saa sig nødt til at
forlade sit Institut, der havde erhvervet sig baade Kon
gens allernaadigste og Kancelliets naadigste Tilfredshed
og Bifald. Fra det Øjeblik Bevillingen blev ham for
undt, har han søgt at gøre sit Etablissement saa gavn
ligt for Kunsten som muligt og havde i dette Øjemed
oftere foretaget Rejser til Paris, Berlin og Dresden for
at stifte de nødvendige Forbindelser.
Som Institut
bestyrer havde han haft tidlig Lejlighed til at bibringe
sin Søn de for et dannet Menneske fornødne Kund
skaber, og udrustet med dem har Sønnen gjort og gør
sig fremdeles til Pligt dagligen at lette ham de Byrder,
Handelen volder ham. Det ligger da Ansøgeren paa
Sinde at sikre Sønnen, der nu engang har ofret sig til
dette Fag og ellers ved Faderens Død vilde staa brød
løs, en blid Fremtid. — Professorer ved Kunstakade
miet bevidner, at Bing, som er den første, der her i
Staden har forsøgt at oprette en Kunsthandel med alle
de for en Kunstner fornødne Materialier: akademiske
Fortegninger, Farver, Pensler, Duge osv., i enhver
Henseende har ladet det være sig magtpaaliggende at
fyldestgøre det Savn, der hidtil i denne Retning har
været følt af Kunstens Dyrkere Disse kan derfor ikke
noksom ønske, at det af ham stiftede Etablissement maa
kunne vedblive at bestaa.
Hos Isenkræmmernes og Urtekræmmernes Older
mænd faar Piben en anden Lyd. Den første siger haanlig,
at han forbigaar at tale 0111 Hr. Bings paaberaabte stedse
tiltagende Svækkelse, der dog har sat ham i Stand til at
rejse til Paris og adskillige Steder i Tyskland. Sønnen
er formentlig et ungt Menneske, hvem det staar frit for