200 / 312
1 98
felse baade for Forlæggerne og for Læseverdenen.
I
en stærkt lyrisk Bekendtgørelse i Adresseavisen Dcb.
1841 havde Firmaet meldt dets Komme. »Naar et saa-
dant Værk«, hed det, »skal opnaa sin Bestemmelse og
bidrage til, at de Billeder, det indesluttet, opbevares i
vor Erindring, naar ikke Øjet, ved uafbrudt Betragt
ning af en Række af saadanne Afbildninger, mindre
skal paaskønne det, der er skønt i det ene, end det
mærkværdige, et andet fremstiller, da maa en Digter
venlig række os Haand og med begejstrede Ord tale
til Aanden, medens Øjet er fæstet til Billedet, prise det
store og besjunge det skønne. Det er lykkedes os at
formaa Prof. J. L. Heiberg at ledsage vort Atlas med
poetiske Vignetter, og vi vove at paastaa, at Musens
og Kunstens Venner hermed i lige høj Grad ville være
tilfredsstillede.« Den vovede Paastand viste sig imidler
tid at være for dristig, Bogen blev ikke, som Forlæg
gerne havde spaaet, »en kær og velkommen Blomst
for Poesiens Velyndere«. Kritikeren P. L. Møller taler
bidende ironisk om »den burleske Poesi«, Heiberg har
nedlagt i det »maleriske Atlas«, og tvivler paa, at »Hr.
Bing vil være Atlas nok til at bære den Byrde, Pro
fessoren her lægger paa hans Skuldre«.
Digtene lider
af »en Armod, der ikke engang kan kaldes glimrende,
uden hvad den bingske Udstyrelse angaar«.
Fore
tagendet døde Straadød.
»Forlæggeren fritog Subskri
benterne for den sidste Levering, som de endnu havde
at befrygte,« siger Møller, »og Digteren vendte sig
1 fra Topografien til — Astronomien.«
Den ny Bibeloversættelse, som den jødiskfødte, kri
stelig grebne Sognepræst Kalkar i Gladsakse tilveje-
x) P. L. Møller: Kritiske Skizzer. I. S 139. 154. 163.