89 / 312
87
erkender dette Menneskehoveds heteronome Knokkel
bygning,« siger han, »mit for tidlig roste Eksemplars,
— og man skal ikke sige mig paa, at jeg vover at
forsvare den; jeg erkender ydermere og beklager, at
det fra alle Sider betragtet kun er et Brudstykke —
eller et Aggregat af Brudstykker, i hvilke maaske intet
Kenderøje finder nogen Sammenhæng.« Han skriver
i en. dannet Mands behagelige Stil, ikke stærkt farvet,
men dog med et personligt Præg og en Islæt af Bil
leder, der naturligt glider ind i Fremstillingen. Den
ledende Magt i den enkeltes Liv er for ham »den sokra
tiske blide Følelse af stadig at blive bedre«.
»Hvad
der gør mig roligere, mere tilfreds, lykkeligere, det
nærmer mig til Sandheden.« Kun Moralen staar fast,
alle andre Spekulationer om det oversanselige maa gælde
for hvad de kan, ti alt vel overvejet, saa véd man —
intet derom. Alt skønt, tillokkende, rørende og ophøjet
er relativt og kan fremstilles og føles i utallige Grader
og Former. Sin Opfattelse af Virkeligheden omkring
Aar 1800 sammenfatter han i følgende Sætninger: »Jeg
kan efter min Tro vel ikke vente, at der nu nødven
digvis skal spire en Guldalder frem, fordi Jorden er
gødet med Blod, eller paa denne stormfulde Planet love
mig nogen almindelig Forædling af Menneskeslægten i
Retning af Fornuft og Sædelighed, nogen evig Fred,
lige saa lidt som jeg af en Pogekole venter, at den alene
ved sine raske Disciples egen Perfektibilitet og natur
lige Dannelsesdrift, idet de der gør Bekendtskab med
Alfabetet, uden videre skal gaa over til at blive en
højere Skole, forædles til et Universitet eller endogsaa
til et Videnskabernes Selskab.
Fortidens Erfaringer
slumrer i Bøger og kommer kun ved et Slags Opstan
delse, om Natten, som kraftløse Skygger ind i Efter