54 / 165
I en L ede r i »A ftenb lad e t« sk rev Jens H amm e r i A n ledn ing af
S tæ vn e t om »De hv ide Huer« :
» -------- 1200 Sangere i R aadhu sha llen , 1200 hv ide H u e r m ed L y ren
som Emblem , 1200 S temm er, d e r stige r op u nd e r v o rt sm ukke Raad-
h u s ’ G lastag og faa r de enk e lte R ud e r til a t lø fte sig en Smule i de res
k itted e Rammer, saa a t T o n e n ogsaa kan n aa op u nd e r H imm e lbuen
som en H ilsen til de h ø je re M ag te r, M en n e sk e t n e to p i Sangen til
beder.
De M enneske r, de r ikke h a r h a ft L e jlighed til a t s tu d e re hele
Spø rgsm aalet: vo re Sang fo ren inger p aa n æ r t Ho ld , ane r ikke, hv ilk e t
kæm pemæ ssig t A rb e jd e , de r ligger bag den nu fu ldb rag te Lands-
O rg an isa tion af Sang fo ren inger i D anm a rk , d. v. s. bag selve d e t a t
skabe M a te ria le t til a t bygge denne O rg an isa tion paa, S temm erne, San
gerne, i en s aad an Form , a t m an tu rd e fo re tag e denne S tor-Sammen-
slu tn ing .
D e t e r lang T id siden , a t m an sang til A rb e jd e t, den m od e rn e In
du stris U dv ik ling g jo rd e d e t sim pe lt hen umuligt, m en de r er Folk,
d e r h a r d e t saadan , a t de, selv om de gaar mellem Sten, altid længes
e fte r a t se Jo rd , lug te Jo rd , saad an va r de r ogsaa M enneske r, der
læng tes e fte r a t synge og e fte r a t hø re Sang, og de r kund e jo synges,
n a a r M a sk in e rn e s Kæm pe stemm e r tav. De dann ed e de fø rs te Sang
fo ren inger.
D e t var, skal vi sige, ikke god t, det, d e r i lang T id b lev p ræ s te re t.
D e r laa vel n o k In te re s se fo r d e t bag, m en H emm e ligheden ved K o r
sangen , Sammensangen , den enke ltes Indo rdn ing u nd e r d e t hele, Skøn
h ed en i T on ed ann e lsen , k o r t sag t det, m an k a ld e r Sangku ltu r, d e t
e jed e de ikke. U n d e rtegn ed e e rin d re r en Dag i Sø llerød K ro fo r A a r
tilbage, hvo r R eg n v e jre t havde k a s te t en Mængde M enn esk e r ind,
d e rib lan d t ogsaa en Del køb enh avn sk e Sangere, og hvo r de r saa blev
sunget. A lle G uder! H v ilken Rædsel! V a r ikke Regnen s trøm m e t n ed
de rude i T øndev is, v a r m an flyg te t fra det.
M en nu — ! Ja, de r v a r held igv is Mænd , d e r fo rstod , a t disse sy n
gende A rb e jd e re m a a tte have en h jæ lp en d e H aand , Kæ rlighed til San
gen g jo rd e d e t ikke alene; d isse M æ nd k a s ted e sig ind i O pgaven m ed
Ildhu , og »Sang tropperne« m ød te op, de r b lev kæm pe t, og de r blev
s e jre t; H emm e ligheden b lev e fte rh a a n d e n aab enb a re t.
— Slaa dig rolig ned , hvo r m an synger, som d e t h ed d e r i d e t gamle
D igt, Sangen giver lyse T a n k e r og de ra f fø lgende glade S tund e r baade
fo r den syngende selv og fo r den, de r ly tte r til.
— N a a r jeg ser ud over disse H u n d re d e r af hv ide H ue r, sagde en
k e n d t F o rfa tte r engang i en T a le til S tud en te r, da er jeg k la r over, a t
de kan b ringe os en ny og glædeligere F rem tid . M an kunde, n a a r m an
h avde h ø rt den p ræg tige M and ssang i G aa r, om sk rive han s O rd saa-
52