SamvirkendeKøbenhavnskeArbejdersangkor

god t kan trives sammen, ja endogsaa i mange T ilfæ lde s tø tte og sup

p lere h inanden .

N e j, jeg tro r, a t en af H ovedg rundene til, a t Korsangen he r i D an

m a rk s ta a r saa lang t tilbage saavel for Sverrig, T y sk land og Schweiz,

er, a t D an sk e rn e b e tra g te r d e tte a t staa i et Sangkor som noget, der

ligger und e r deres Væ rd ighed , og b e tra g te r disse M ennesker, der sy n

ger i en Sangforening, som naive Sjæle, hvem m an kun h a r e t Smil

eller e t Sku ld e rtræ k tilovers for. N atu rligv is er de t ikke altid lige godt,

hvad saadanne Kor p ræ ste re r, m en fø rs t maa man huske, a t for de

flestes V edkomm ende er d e t jo Folk, der om Dagen er paa deres

A rb e jd e for saa e fte r F y ra ften en A ften om Ugen i Løbet af to T im e r

a t tilegne sig den Sangunderv isn ing , som jo aldrig kan blive gennem

gribende, m en som n e top de rfo r er saa m eget m ere respek tabel, naa r

H en sy n e t tages til Fo rho ldene og Betingelserne. For de t and e t ligger

Sky lden jo ogsaa hos disse M ennesker, der ogsaa kan synge, men som

paa G rund af indb ild t O v e rku ltu r ikke er til a t form aa til at træ d e

ind i Ko rene; g jo rde de det, vilde de jo tilfø re ikke alene flere og gode

Stemmer, m en ogsaa den økonom iske S tø tte, som Korene i saa høj

G ra d træ ng e r til.

T il disse M enneske r vil jeg kun sige: Lad væ re at smile! I h a r maa-

ske en Passion, de r er m ere G rund til a t smile ad end den at udløse

sin G læde i Sang. Jeg tv iv ler ikke om, a t den T id vil komme, da K o r

sangen vil blive det, den sku lde være, ford i Sangen er en saa kostelig

Gave, og d e tte a t synge i e t Sangkor i høj G rad b e fo rd re r K amm e rat

skabet.

V i skal læ re he r i D anm a rk ligesom i Sverrig og and re Lande at

dy rk e Sangen og lære a t fo rny Korsangen. D enne Fornyelse skal

komm e fra A rb e jd e rk la ssen , ford i den som den sto re Masse ha r det

s to re M ateriale, de r er nødvend ig t for Fornyelsen. Vi maa se a t faa

S ta t og K omm uner til a t fo rstaa, a t he r er e t G ebet, de h id til ha r fo r

søm t, e t G ebe t, der hø re r m ed til e t Lands, et Folks Kultur, og som

disse A u to rite te r maa vise samme In te resse og S tø tte, som and re

Lande gør — f. Eks. Sverrig. G ø res de tte , vil de t vise sig, a t D anm ark

ogsaa paa d e tte Om raade vil kunne gøre sig gældende.

D e r findes i D anm a rk en Mængde A rbejder-Sangko r, som har

kæm p e t hve r for sig, uden a t nogen af A u to rite te rn e ha r h a ft In teresse

eller S tø tte tilovers for dem. F ø rst i de senere A a r ha r disse Sangkor

s lu tte t sig samm en i C en tra lisa tione r, fø rst i Jy lland og paa Fyn og

sid st — hvo r mæ rkelig t de t end lyder — i København. Medens Cen

tra lisa tion en af jy sk e og fynske A rbe jde r-S angko r i mange A ar har

g jo rt e t god t og e t s to r t A rb e jd e for Korsangen og A rb e jd e rstand en ,

er C en tra lisa tion en i København , »De sam v irkende københavnske A r

b e jde rsangko r« , kun 9 A a r gammel.