HistoriskeEfterretningerOmRosenborg

kammeret af

. Maj

1787

siger: »Da det .haver be

haget det kongelige Rentekammer at tilkjendegive mig,

Tanker; og troskyldigen yttrede jeg nogle nidkiere, dog i den

venneliulde, sørgmodige Tone, stemte Beklagelser i dette Blad.

Den politiske Journals Avisskriver (see 6te Stykke

), liar

sagt, at der havde ladet sig en latterlig, høist uforskammet

Stemme høre i Morgenposten, imod Opbyggelsen af det nye

Exerceerhuus i Rosenborg-Have. Om dette er sandt, vilde vi

strax undersøge. Men først vil jeg spørge min Antastere, om

han troer at den Mand, der taler sine Medborgeres Sag uden

Hensigt til Roes eller Y nding, skulde ræddes ved at opløfte

sin Stemme høit og mandigen; eller troer han, at vormenneske-

kierlige, retsindige, og aarvaagne Kronprinds, skulde kierligere

bøie sit Øre til den hyrede Avisskriver, som alletider staaer fær

dig til at blæse i Basunen med oppustede Kiever, og ydmyge-

ligen logrer i Støvet, naar lian troer at kunde tilvende sig en

Naadeskierv med sin Smidsken.

Jeg skrider nu til'mit Forsvar; og for at vise, at jeg hverken

har skrevet hen i Taåget, eller skrevet noget, som jeg maatte

blues over at fremkomme med for min Fyrstes og mine Lands-

niænds Øine, vil jeg Punctum for Puuctum giennemgaae dette

lille sex og tyve smaae Linier udgiørende Stykke, som findes i

Morgenposten Ro.

1787

, under Titel: Rosenborg-FIave.

1. Da Forfatteren skrev dette Stykke, var Orangerieliuus-

Pladsen indplanket; Øxe og Sav vare paa Gang med at sleife

Havens ene Side, han kunde altsaa ikke vide, hvor Oprydningen

vilde standse, eller hvorvidt Haven vilde hævdes for Fremtiden.

Ru see vi, at vor retfærdige, selvtænkende Kronprinds, langt fra

ikke vilde borttage denne Sommerens yndige Sankeplads fra de hulde

Kiøbenliavnere, hvis Forfædre med saarede Bringer stodetilYærn

for Fædrenelandet, bragte den modige, seirende Svenske til at vige,

og overrakte Kongehuset sit uindskrænkede Yælde. Troer du

da ikke, du ydmyge Avisskriver! at en Mand, som selv med

Stolthed føler sig en Kiøbenhavner, som føler, livor varmt hans

Barm banker for Konge og Fædreland, torde freidigen fremsige,

hvad der laae ham om Hiertet.

. Jeg kan erindre Rosenborg-Have i tyve Aar, og tydelig

mindes Forskiellen imellem de høie tetgroede Træer, som for

dum overskyggede dens Vildnisser, og de faa enke Træer, som

nu sørgeligen stikke frem mellem de afhuggede Stubbe; jeg

indsaae, hverken Hytten eller Øiemedet af disse Omliugninger,

jeg troede altsaa, de vare udvirkede af Egennytte og Vindesyge;