120 / 156
1 1 1
m ig derved Taushed i Henseende til det Tab, som
Publikum da igjen lider paa dets Promenade i Rosen
skammet, som lian havde udskiældet mig' for, det vidste han nok,
a
var plat umuelig at bevise, men latterlig kan man giøre enhver
Ting; saaledes gnavede denne Øienskalk paa mig med sin fule
Klaffertand; thi derved vilde han tilliste sig Yndest.
7
. Det Stykke, som nu er indhegnet til Blomsterbede, var
Forfatteren et ubehagelig Syn; Havens] Opsynsmænd kan have
liavt gode Grunde og Hensigter med at indringe denne Plet;
den nu værende Kommendants og Gartners Bestræbelse for Havens
Fremvext, lader os ikke formode andet; men i mine Tanker leed
dog den yndige Granne-Gang derunder.
8. Nemlig, dersom Oprydningen ikke havde standset. Den
smukke Itavaliergang kaldes her kun støvet, for saavidt den
stundum betrædes af alt for store Menneskeklynger.
9
. Dette Punctum forklarer sig vel selv.
Hvo vil nu finde noget fornærmeligt, noget diærvt, noget
fripostigt, noget frækt, noget stiklende, noget bidende, noget
fremfusende, noget forvovent, noget latterligt, noget høist ufor
skammet i dette Stykke?
Saaledes har jeg da trukken denne listige Avisskrivers
Bæveliale frem for Dagen, og viist, hvorlunde han uforskyldt
vilde sætte redelig Dannemand Ivlik paa. I øvrigt, vil enhver,
som læser ham, lettelig see af hans udenad lærte, sladderagtige,
tydske Komanstiil, at det er en ussel Smørere, og en Bønhas i
Literaturen.
Hvor jeg har forsvaret de af mig forhen om Kosenborg-Have
yttrede Tanker, troer jeg at have brugt al den Beskedenhed og
Agtelse, som jeg var Sagen og de høistærede Læsere skyldig.
At tiltale en Mand, som uforskyldt havde overfuset mig, i den
lave, sagtmodige Stemme, det vilde være overdreven Spagfærdig
hed og Cujonerie: enhver seer let, at det ikke burde være mig
saa meget om at giøre, at tvistes med min Angribere, som at tugte
ham. Havde jeg havt at bestille med en mandhaftig, redelig Modstan
der, skulde mine Forsvarsgrunde være bievne fremsatte uden Bebrej
delser, og venskabelig Undersøgelse være Øiemedet af min Tvist:
men her havde jeg een for mig, som vilde forhaane mig med Klalfer,
og maaskee opvække de Mægtiges Uvillie, ved at fordreie mine
Ord. For min egen Skyld havde jeg aldrig svaret denne Mand:
jeg anseer de af mig fremsatte
26
Linier, for alt ubetydelige til
at man derom skulde giøre Staahey i et offentlig udenlandsk
Avisskrivt; og jeg veed nok, at den retsindige, frimodige Tale
skal vrangelig udlægges, og velmeent Nidkierlied stilles til