119 / 156
110
at det er hans kongelige Majestæts Y illie, at et E xe r-
cerhus i Rosenborg Hauge skal bygges, saa paalægges
af hvis Egennytte og Vindesyge? Det maae Gud vide, jeg veed
det ikke; jeg kiender ingen hverken Høie eller Lave, som har
liavt Havens Bestyrelse under Hænde, ei heller veed jeg, om
deres Tænkemaade kunde tilstæde Underslæb; men Donten, jeg
har ommeldet, den er øiensynlig.
3
. Pladsen ved Orangerieliusene var rigtig nok, som Avis-
skriveren siger, en skyggefrie Slette; men den havde dog sine
Behageligheder; det var alletider skiønnere for Øiet at skue hen
over denne vakkre Plet til Orangerieliusene og Volden, end nu
da et opreist Plankeværk graaner Synet. Hvad ellers Manden
vil sige med det latterlige Ord vorläufig, veed jeg ikke, i et
saa lille Stykke kunde der ikke tales meget vorläufig.
4
. For den tænkende Mand er Krigen unægtelig det ulyk
saligste, det Menneskekiønnet meest fornedrende Optrin; lad os
fremkalde de gyselige Billeder i Sielen, naar den blodige Val
plads ligger opdynget af nedfældte Ulyksalige, som med sønder
knuste Lemmer og stønnende Barm vride sig under Dødens Skræk
og Piinsel, indtil den forbiilende Hestehov søndertræder deres
Isse. Lad os tænke os de Ulyksalige, som maae overlade Hustrue
og Børn til Elendighed, og selv trække i Marken for at lade sig
martre ud af Livet, blot fordi en Fyrstes Lune krævede Moerskab,
eller han fik i Sinde at vinde en unyttig Strimmel Land fra sin
Naboe. Ikke menes her den Kamp, som opstaaer, naar det
gielder at forsvare sin Konge, værge Fædrenelandet, eller stifte
Lyd imellem Nationer; da drager den kiække Mand villigen i
Striden, og hans seirende Arm viser, at han ikke stred for den
uretfærdige Sag.
5
. Da jeg nævner et tiaarig Forløb, seer man, at jeg ikke
blot har menet til de sidste Tider med mine Beklagelser; dette
er et uomstødelig Vidnesbyrd paa min sandrue og velmeente
Kedelighed. De Ord, gierrige Forpagter, kan ingen uden Ond
skab eller Taassevurrenhed, ansee for hensigtende; enhver seer
tydelig, det er en blot Lignelse.
6. Avisskriveren udlader sig med, jeg har sagt, at Larm
af Trommer og Piber kysede Nattergalerne bort: nei min kiere
Yindbeutel, om Aftenen lader Nattergalen sig først høre, og da
er Trommeriet forbi; hermed sigtede jeg tilbage i Tiden; for
en halv Snees Aar siden hørte vi Nattergalen, som siden blev
bortskremmet ved voldsom Medfart; men her var det, min Avis
skriver skulde prøve paa at giøre mig latterlig, thi liøist ufor-