28 / 176
bestod i — paa Studentervis — med en god P ibe i Munden at hengive
sig til Læ sn ing af tyske o g fremmede Forfattere.
Saaledes lagde han alle
rede som G ym n asiast Grunden til den store Belæsthed og rige Kundskabs
fylde, som alle nu maa beundre hos ham.
A llerede i Aaret 18 5 2 tog den unge Johannes von Euch sin
Afgangs
eksamen
med Udmærkelse. Rektor for Gymnasiet i Meppen var dengang
den udmærkede Skolemand o g senere Domkapitular Dr. Heinrich Wilken.
Om længere O vervejelser for at væ lge en Livsstilling var der ikke Tale
hos Johannes von Euch.
Han behøvede blot at følge sit Hjertes Trang
for at træffe det rette.
A llerede som lille D reng havde han intet højere
Ønske end at blive M issionæ r. Men paa
ægte barnlig V is knyttede han en mærke
lig Betingelse dertil: »men kun en M is
sionær, der kan køre med to Skimler«.
Som tomme Drømmebilleder var d isse
Barnefantasier forlængst forsvundne, da
den unge Student besluttede at hellige sig
til Theologien uden at ane, at det gu d
dommelige Forsyn engang vilde lade hans
naive Barneønske blive til Virkeliglied.
Den unge Johannes von Euch søgte
først til det nærliggende
M iin s te r;
men
som saa mange Hannoveranere følte han
sig dog snart draget til det »gyldne«
Mainz,
hvis unge Heltebiskop allerede var i alles
Munde.
»Man behøver kun at nævne
von Kettelers Navn«, saaledes udtrykte
allerede den 7. Oktober 18 5 1 Friherre
Henrik von And law sig paa de tyske Katholikkers femte Generalforsam ling
i Mainz, »for at opflammes til Begejstring«. Saaledes forholdt det sig ogsaa
i Virkeligheden.
Dette var sikkert en af Grundene til, at von Kettelers
nyoprettede Præsteseminarium udøvede saa stor en Tiltrækningskraft.8
At Mænd som Heinrich, Himioben, Lennig, Mou fang og Riffel maatte
øve en dybtgaaende Indflydelse paa den vordende Præst baade for Aandens
og for Hjertets Dannelse, behøver man næppe særlig at fremhæve. Dybt
indprægede sig i hans Sjæl Billedet af den store Mainzer-Kirkefyrste, hvis
— 9 —