11 / 404
Det kongelige Teaters Stilling og Virk
somhed i Almindelighed.
(Udkastet til dette Afsnit af Betænkningen er affattet af Kommissionens Medlem, Prof.
P. Hansen).
I.
I den af Ministeriet for Kirke- og
Undervisningsvæsenet under 24. Marts 1893
udsendte Skrivelse, ved hvilken Teaterkom
missionen sammenkaldtes, nævnes blandt
de Spørgsmaal, som vilde blive at tage
under Overvejelse, ikke det fundamentale:
om det hører med til Statens Kulturopgaver
at støtte den dramatiske Kunst og Literatur
ved at yde et Teater en saadan finansiel
Hjælp, at det sættes i Stand til at virke,
uden i første Række at have sin materielle
Trivsel for Øje og derved tvinges til at
følge den til enhver Tid herskende Smag
ogsaa i dens mindre heldige Retninger. Og
skønt i et af de først afholdte Kommis
sionsmøder Formanden udtrykkelig bemær
kede, at overhovedet omtrent ethvert Teatret
vedrørende Spørgsmaal kunde inddrages
under Diskussionen, har dog intet Medlem
bragt det ovenfor nævnte Spørgsmaal paa
Bane. Det fremgaar heraf, at Teatrets
vedvarende Bestaaen som et af Staten
understøttet Institut — hvilket det under
forskellige Former har været siden 1773
— har været den stiltiende Forudsæt
ning for Kommissionens Forhandlinger om
paa dette Grundlag at anvise Midler til Til
vejebringelsen af en passende Ligevægt
mellem Statens og Teatrets Interesser.
Har der saaledes ikke været rokket
ved den Grundanskuelse, at det falder
ind under Statens Kulturopgaver at støtte
en Skueplads saaledes, at den, uden
at lade Hensynet til materiel Fordel være
det overvejende, kan samle paa sin
Scene det værdifuldeste af dramatisk Digt
ning fra Fortid og Samtid, fra Hjemlandet
saavel som fra Udlandet, saa har der der
imod ytret sig nogen Meningsafvigelse i
Henseende til Omfanget af denne drama
tiske Repræsentation, særlig hvad enkelte
Kunstarter angaar.
Saaledes som Forholdene ved »den
danske Skueplads« organisk have udviklet
sig, er den bleven og har i mange Slægt
led været Scene saavel for det reciterende
Skuespil som for Opera og Ballet, om end
det førstnævnte altid har hævdet
o g
endnu