BtænkningMinisterietForKirkeOgUndevisningsvæsenet

13 / 404

7
arter, det kongelige Teater skal dyrke, forsvin­
der K a p e l le t som saadant. Hvad Savnet af
denne Institution vilde sige for det musikalske
L iv i Landet, lader sig næppe skildre som
Tankeeksperiment, fordi dette Savn — som
naar Stenen kastes i Vandet — i Tidens
Løb vilde vise sig at naa ud til fjernere og
fjernere Periferier. Det kongelige Kapel er
som det faste Centrum for Hovedstadens in­
strumentale Musikliv; hyppigere end nogen
anden Musik-Institution er det i Rapport
med Publikum og dets Indflydelse paa
Smagen og den musikalske Sans derfor
stor, selvfølgelig ogsaa udenfor Hovedstaden.
Endog direkte kan denne Indflydelse virke,
thi ikke sjældent gæste Kapellets bedste
Kræfter Provinsbyerne som Solister og
Kvartetspillere og aflægge Vidnesbyrd 0111
deres Præstationers anerkendt liøje Rang.
Tænker man sig Operaen (og med den
Kapellet som saadant) udskilt fra de Kun st­
arter, som det kongelige Teater skal virke
med, vil en vis Grad af musikalsk Assistance
dog ikke dermed være overflødiggjort eller
sparet. Vort nationale Repertoire liar, i
Overensstemmelse med det danske Folks
Smag og Følelse og i Sammenhæng med
længst henfarne Tiders Kunstglæde og
Kunstydelse, for en Del faaet en ganske
særlig Karakter, som der ikke i det Om­
fang findes noget Tilsvarende til i andre
Landes dramatiske Digtning (Østerrigs dog
maaske undtagen), og som derfor har en
egen folkelig litterær Værdi. E11 Kunstart,
som har spillet en baade gennembrydende
og efter Gennembrudet stadig virksom Rolle
paa Scenen — Vaudevillen — fordrer et ikke
ubetydeligt instrumentalt Apparat, og det
samme gælder i endnu højere Grad om ad­
skillige af de ældre og nyere dramatiske
Digtninger, som ere bievne Nationen de
kæreste og endnu den Dag i Dag bevise
deres usvækkede Livskraft (»Elverhøj«, »S yv ­
soverdag« »Svend Dyrings Hus«, »Der var
engang «). Det er, som om igennem en
saadan »tæt Forening af Ord og Toner«
den bløde danske Naturbund har fundet sit
sandeste Udtryk; at berøve sig Mulig­
heden for ved Opretholdelsen af dette Reper­
toire at bevare Forbindelsen med noget op­
rindeligt og varigt i Folkenaturen, turde
sikkert betegnes som utilraadeligt.
Den musikalske Medvirkning, som denne
lyriske Digtning stiller K rav til, ydes natur­
ligvis af Kapellet, og mindst et Antal af
Halvdelen af dets nuværende Medlemstal
vilde være nødvendigt til denne Medvirk­
ning.
Naar Kommissionens Flertal i Henhold
til det ovenfor fremsatte fastholder R igtig­
heden af Operaens Bevaring som Kunstart
ved det kongelige Teater, er egenlig Stillingen
til B a lle t t e n med det Sannne markeret.
Der skrives i vore Dage ikke nogen stor
ja vel næsten heller ikke nogen lille
— Opera, uden at den appellerer til Ballet­
tens Medvirkning. Det er en given Ting,
at der i en europæisk Helaftensopera altid
er en Akt, i hvilken Balletten spiller den
fremtrædende Rolle; ethvert Opera-Sujet
indrettes derpaa, enhver Opera-Komponist
regner med denne Effekt, Paa Udlandets
store Scener udfoldes der i Ballet-Akten
megen Pragt og anvendes der et Personale,
som kan tælles i Hundreder eller i al Fald
op mod de Hundrede, alt som Forholdene
og Fordringerne ere. Alene som Støtte for
Operaen er vort Balletkorps — bestaaende for
Tiden af 14 Herrer og 18 Damer -\- Elever
og Børn — saa beskedent, at man maa undres
over den Virkning, det desuagtet forstaar
at frembringe. At Balletkorpset samtidig
lermed kan holde sin egen selvstændige
Kunstart oppe som et særligt Led af Tea­
trets Kunstvirksomhed, tyder paa en Ar-
bejdsdygtiglied og en Interesse for at fyldest­
gøre Traditionen, som jo ogsaa har fundet
sin Anerkendelse i Publikums Paaskønnelse