14
paa Teatret, kunne omklæde sig paa Ste
det, men maa møde i fuldt Toilette.
Naar Forsøget, skønt indledet fra
Teaterbestyrelsens Side, dog ikke er blevet
realiseret, skyldes dette en sidste Omstæn
dighed, som her skal omtales. Med Und
tagelse af endel Kapelmusikere ere saa godt
som alle Byens Musikere Medlemmer af
»Orkesterforeningen«, som bestemmer Mini
malprisen for hvert enkelt Medlems musi
kalske Assistance og bestemmer, hvilke
Institutioner og Personer Medlemmerne maa
træde i medvirkende Forhold til. Hvorvel
der fra denne Forening afgives Ekstramusi-
kere til det kongelige Kapel og ligeledes
til de af Hr. Kapelmester J. Svendsen
dirigerede Kapelkoncerter, har dens Formand
erklæret, at overfor det kongelige Teater som
Koncertgiver vilde Orkesterforeningen nægte
sin Assistance. Kun hvis samtlige Med
lemmer af Kapellet indtraadte i Orkester
foreningen, vilde dette Forhold bortfalde.
Men Teaterbestyrelsen mener, at det ligger
udenfordensKompetence at paabyde dekonge
lige Kapehnusici at indtræde i en Forening,
som de kunne have deres baade personlige
og kunstneriske Grunde til ikke at ville
være Medlemmer af.
Støttet paa denne Redegørelse fra Teater
bestyrelsens Side for Vanskeligheder ved
at realisere Koncertplanen og for Grundene
til den meget tvivlsomme og i al Fald i
Forhold til Arbejde og Tidsanvendelse for
svindende Indtægtsforhøjelse, Koncerterne
vilde kunne bringe Teatret, frafalder Kom
missionens F lerta l sit tidligere Forslag om
saadanne Koncerters Afholdelse og opfører
ikke paa sit Budget de paa Finansloven under
Forestillingsindtægten posterede 2000 Kr.
som Udbytte af Koncertforetagendet. Om
Min dr et allet s Stilling gøres Rede neden
for i Afsnit IV.
Under
1 2
. April 1889 udkom »Lov om
Teaterdrift i Kjøbenhavn«. § 1 i denne
Lov bestemmer, at »den det kgl. Teater i
Følge Privilegium af 11. September 1750
tilkommende Eneret til Opførelse af Skue
spil i Kjøbenhavn ophæves med den Und
tagelse, at der i Tiden fra den 1. Oktober
til den 30. April ikke uden Tilladelse af
Ministeren for Kirke- og Undervisnings
væsenet maa opføres Skuespil eller Opera
paa fremmede Sprog (hvorunder dog ikke
henregnes norsk og svensk) eller Ballet af
nogen udenlandsk Troup«. I § 2 bestem
mes det, at »intet privat Teater maa dog op
føre noget til det kongelige Teaters Repertoire
henhørende Stykke, medmindre det kongelige
Teater ikke har bragt Stykket til Opførelse
efter denne Lovs Udstedelse i Løbet af 10
paa hinanden følgende Aar«.
Denne Lov stiller det kongelige Teater
under temmeliguheldigeVilkaar. At den første
Paragraf giver de private Teatre Frihed til
Benyttelse af samtlige Kunstgrene, uanset
at deres Privilegier oprindelig have begrænset
deres Kunstomraade paa forskellig Vis, paa-
ankes ikke. Det miskendes ikke, at vigtige,
principielle Hensyn tale for denne Frigø-
gørelse. Men naar den anden Paragraf tvin
ger det kongelige Teater til, uden Hensyn til
de aktuelle Opgaver, der maatte foreligge,
at gennemspille sit ældre Repertoire inden
en vis Frist, hvis det ikke vil se sin Ejen
dom gaa over i andres Hænder, bliver For
holdet for dette Teater meget ugunstigt.
Den første Bestemmelse udruster Privatsce
nerne med Midler til et livligt Kapløb med
det kongelige Teater, medens den anden sam
tidig hæmmer dettes Bevægelsesfart ved at
binde det en Klods om Benet.
Som Supplement til Loven af
1 2
. April
1889 udgik der under 13. Juni s. A. en
Skrivelse fra Ministeriet for Kirke- og Under
visningsvæsenet til Teaterchefen.
Denne
havde foreslaaet i Løbet af de paa Lovens