121 / 195
n 4 —
Snart Ven du skal ved Maalet staae,
snart Graven skal din Fryd og Veemod giemme}
kun Den skal kiæk dens morke Bane gaae,
som qvalte ei hos sig Naturens Stemme :
Hvert dit Fied med Glædens Roser stroe,
for du fra Venskab, Kys, og Spog rnaa dde!
F r a n k e n a u ,
. '65.
A p r i 1 -V ise .
M el. D e t skummende B ager legynde sin Gang*
V
elkommen forventede moersomme Dag!
Jeg sidder saa gierne i Brodrenes Lag,
naar Sang og Pokaler i Venskabets Skiod
gior dobbelt, paa Syslerne, Aftenen sod:
Den Tiid har en saadan forfærdelig Iil,
man noksom ei nytte kan Livets Ap r i l .
Som denne, ustadig tit Vandringen er;
snart smiler os Solen, snart skotter den tvær;
ja stundom staaer Pokker skinbarlig deri,
den skiuler sig reent, og paa vildsomme Stie
man, trasker
1
Morket saa mangen en Miil,
og lober ret stygt efter Lykken A p r i l ,
I