125 / 195
Naar al Naturens favre Pragt
sig skiuler under Vinterdragt:
Naar ingen Lærke længer slaaer,
Du skaber Lærkesang og Vaar!
Naar Flammen, tændt af Elskovs Gud,
ved Tidens Aande pustes ud,
da luer jevn Din rene Ild
for evig varm, for evig mild ]
Naar Livets Vei os vorder trang,
Du letter huld vor tunge Gang ;
hver Yngling gior da Banen blod,
hver Olding Livets Aften sod!
Ei er dit Maal som Livet kort;
naar
til et Bedre vi gaae bort,
hist over Taarer, Grav, og Dod,
du atter aabner os dit Skiod.