100 / 242
291
venligt: »Mangen Parade har jeg set, men en saadan har jeg
endnu aldrig oplevet.« — Det var i 1847. De to Statuer Her
kules og Minerva var da færdige. »Kongen gav 50 Rbd. til en
glad Dag for Arbejderne; Fader havde i Forvejen bestilt Vogne
til en Skovtur, hvor hans egne to større Drenge paa allerhøje
ste Forbøn fik Lov til at komme med, skønt de havde skjult sig
i Atelieret — der var Gemmesteder nok, selv om man ikke
mere kunde krybe ned i Herkules’s Ben — og saaledes over
værede det kongelige Besøg.«
Maaske var det ogsaa ved denne Lejlighed, han præsente
rede sine Arbejdere for Kongen, paa lignende Maade som han
før havde gjort det for Bissen: »Her ser De en, som er Gørtler
(Svenskeren Wolfenstein); her er en, som har været Skorstens
fejer (Rasmussen); og kan De gætte, hvad han har været?
Strømpevæver (Thomsen); han havde fusket i Kunsten, og da
han hørte, at jeg søgte Arbejdere, meldte han sig, jeg oplærte
ham, og se nu, hvad han har lavet — det er jo meget godt!«
Det var ham, vi hørte om i Brevene, at han, i noget for store
Tanker om sig selv, havde forladt sin Mester, men siden kom
tilbage til ham. Han blev senere selvstændig Broncestøber.
Maaske den eneste af Dalhoffs vigtigere Arbejdere, der hos ham
øvede sin tillærte Profession, var Giseløren Vith. Hvor maa der
have hvilt meget paa Manden for det hele, naar han saaledes
skulde begynde næsten forfra med alle sine Folk. Hvilket
Under, at intet mislykkedes!
Da de 4 store Statuer var stillede paa deres Plads i Nicherne
paa Slottets Forside, kom den mindste Dreng med sin Moder
og skulde se dem. »Men hvorfor har de sat saadan nogen kede
lige smaa nogen der?« udbrød han skuffet og forarget; han
kunde ikke beregne Forskellen imellem, naar de 8 Alens Billed
støtter stod i et 9 Alen højt Rum, og saa naar de stod lukket
inde i en 40 Alen høj Mur. Det var ligefrem svært at tro Mode
rens Ord, at det var de samme. Men vist er det, at da de efter
Branden 1884 — ak, som ødelagde den smukke Terrakotta-
gruppe i Frontonen — blev stillet op i Busketterne foran, kom
de mere til deres Ret, og den nøje Iagttager kunde skønne paa,
at det ogsaa var omhyggeligt, kunstelskende Arbejde, der var