99 / 242
290
inderlig, vil jeg heller spare Papiret og blive, til jeg selv kom
mer for at hilse Dig og min saa kære Fam ilie
«
Efter rigeligt et Fjerdingaars Fraværelse gensaa han Hu
stru og Børn. Vi maa
l æ n k e
os den gensidige Glæde; den har
jo intet Papirs-Spor efterladt sig — man skriver ikke til
hinanden, naar man daglig ses. Værkstedet har sikkert faaet
hans næste Besøg: hvor meget laa der ikke, som først ved ham
kunde komme i Skik og Fart. Men ogsaa andre havde Krav
paa at se ham, i første Bække vel Kongen, til hvem han, som
vi tidligere har hørt, havde uhindret Adgang. Derfor kan det
dog godt være rigtigt, som Sønnen Wilhelm heretter, at Kon
gen en Dag lod sin Vogn holde, da Dalhoff gik forbi, som sæd
vanlig med lange og hurtige Skridt og uden at se til højre eller
venstre, men kun optaget af sine Tanker; men da Kongen fik
standset ham, sagde han: »Mange Penge har jeg givet ud i mine
Dage, men ingen til saadanVelsignelse som til Deres Bedring«1).
Og han tilføjede: »Kunde De ikke gaa lidt langsomt engang, saa
følges vi ud paa Toldboden for at tale om nogle Løver, der
skulde opstilles.«
Tre Gange skal Kongen have været i Adelgade for at se,
hvorledes det gik med Arbejderne. Den første Gang gav An
ledning til, at Gaden fik en bedre Brolægning, da Kongen og
hans Ledsager bogstavelig slog Hovederne sammen ved et af
Vognens voldsomme Hop. Maaske var det den anden Gang,
at Kongen som Udtryk for sin Tilfredshed vilde skænke Dal
hoff Ridderkorset, men han had sig fritaget for en Udmærkelse,
der dengang næppe blev tildelt en Haandværker, naar han ikke
tillige var Officer i et a f de borgerlige Korps2). »Bevar mig i
Deres Bevaagenhed«, bad han kun. »De er dog en løjerlig Kum
pan, Dalhoff!« lød Kongens Svar.
Da Kongen var der 3die Gang, havde den ældste Søn samlet
hele Børneflokken og flere til, som med Kosteskafte, Sabler og
Trægeværer præsenterede ved hans Komme. Kongen sagde
*) I den officielle Skrivelse var der dog kun Tale om et Forskud paa
delvis udførte Bestillinger.
2) Senere, under forandrede Forhold, modtog han det af Christian IX.