229 / 242
420
saa ta k k e r h an dog nu (85 Aar) Gud for, at h an h a r levet, som
han har, i denne Henseende«. Men Opgaverne var der, og som
de, den ene efter den anden, lagdes frem for h am — stundum
som af sig selv, stundum af Mennesker, m aaske endog med
ikke lidet T ry k — , tog h an dem op og arbejdede m ed dem,
ikke m indst i vaagne T im er
0111
Natten, indtil de vand t nogen
Skikkelse og kunde sættes paa P ap iret, tit ogsaa p a a D rejer
bænken, der fra Barndomm en af laa ham særligt næ r; dér
kunde h an saa godt faa F o rm paa rund e Genstande. T il de
tekniske Opgaver søgte h an saa sn a rt som m uligt at faa Mo
deller, hvo rpaa h an p rak tisk kunde prøve sine T ank er. Men
baade det ene og det andet skete,
0111
end ikke uden mange
Fød selssm erter, saa dog »med Liv og Lyst«.
Arbejdet
v a r for
ham saa n a tu rlig en T rang som Væksten for P lan ten , som Livet
for a lt levende. Og det laa ham altid for H aanden eller for
T anken , fra hvad Side og fra hvilket Om raade det saa kom .
»En saadan Alsidighed kan have sine F a re r og havde det vel
ogsaa for h am selv, th i den, der h a r m ange Jæ rn i Ilden, b ræ n
der somme; m en m an k an ogsaa forstaa, at der var B rug for
en saadan Alsidighed i et Land, der skulde gaa over fra saa
godt som udelukkende Agerdyrkning til ogsaa at drive Indu stri,
og at h an kunde være paa sin P lad s ved Grundlæggelsen af og
und er den første Arbejdstid i en Forening, der netop skulde
virke i dette Øjemed.« (Mindetalen 1900). Saa meget mere,
n a a r alt dette spredte — hvor h an end virkede det, i eller ud en
for nogen Forening — havde een og samme G rundtanke, den
at
gøre det gode
o: det fra alle lave L idenskab er og egoistiske
Beregninger rensede, alt det, der hos h am kunde ud springe til
Menneskers, derib land t ogsaa han s egen, Foræd ling af den
inderste Kilde, som h an havde fælles med T ho rvaldsen : »den
store, store Kæ rlighed — i K ristus Jesus«.