225 / 242
416
En T id gik det opad; m id t i Maaneden »brugte h an endnu
F ilen saa dygtigt, at duelige Mænd kunde lære af ham , og saa
flittigt, at det blev til Overanstrengelse«. Men nu syntes Kræ f
terne at svigte, h an m aatte a tte r ligge og plejes; tilsid st blev det
for svæ rt og an sv arsfu ld t for de to Døtre; de m aatte bede
0111
H jæ lp fra D iakonissestiftelsen.
Søster Grethe
fortæ ller:
»Jeg kom derud Onsdag 26. F eb ru a r. F rk . Conring sagde:
»Bare det n u m aa gaa!« P asto r Dalhoff: »De m a a ikke blive
ked af det,
0111
De ogsaa ser, h an h a r sine Egenheder!« Døtrene:
»Bare h an n u vil tage imod Dem!« — h an vilde vel, som and re
Foræ ld re, nødigt lade sig sige af sine egne Børn.
Jeg har aldrig
haft en bedre Pleje;
h an var den elskeligste gam le Mand, jeg
nogen Sinde h a r kendt. — Jeg kom med Hilsen fra Sønnen,
vor P ræ st, fra han s H u stru, som den kæ re gam le ho ld t saa
meget af, og fra et lille Væsen, som stod h am næ r, og hvem
h an dog aldrig havde set — en lille Pige, der var komm et sam
me Morgen pa a P eter Bangs Vej. »Naa, en lille Pige!« sagde
h an glad. Den lille Pige b rød Isen. — H an laa m ed en Del af
Tøjet paa, saadan som h a n var staaet op og a tte r havde lagt
sig. »De ligger ikke godt, og det bliver altfo r vanskeligt og
anstrengende for Dem, n a a r m an skal hjæ lpe Dem ; lad mig
klæde Dem rigtigt af!« »De m aa gøre med mig alt, hvad De
vil!« H an b ad blot om at m aatte beholde sin lette Kasket, hvis
brede Skygge tjen te h am til Ø jenskæ rm , og som h an næ sten
altid beholdt paa Hovedet. Ja, det kunde h an godt. — H an
var noget af det taalmodigste, jeg h a r kendt, saa gudhengiven
og from . Vi talte meget samm en om det tilkomm ende Liv; han
var saa hered t og frimodig, som jeg sjæ lden h a r set nogen. —
Jeg havde en P atien t i Byen, som jeg skulde tilse og behandle.
Isæ r den sidste Dag sagde D.: »De m aa ikke blive for længe
bo rte; det kan ske, hvad Ø jeblik det skal være, og saa m aa De
være her!« Jeg gjorde ogsaa F ravæ relsen saa k o rt som muligt,
men blev m odtaget med: »Aa, hvor jeg h a r længtes!« Om Søn
dagen den 2. Marts Kl. 3 E ftm . kom Døden saa m ild t; h an gik
ud som et Lys,« 89 Aar og 120 Dage gammel.
»Vel død er hele Sagen.«
Begravelsen fand t Sted fra Holmens K irke den følgende
Søndag den 9. Marts. Det havde kostet ikke m ind re end H en