223 / 242
414
Have, hv o rfra h an stundum kunde berette om et sødt lille Barn
eller en sm agfuld t klæd t eller i sig selv tiltalende Dame, han
havde set, tiere dog om en m er eller m ind re jæ vn a ld rend e
Mand, h a n havde siddet p a a Bænk og yppet Sam tale med, of
test ud fra A ldersspørgsmaalet, hvor h an da i Reglen fik den
Fo rnø jelse a t ku nn e titu lere en 70- eller endog 80aarig som
»ung Mand«. E n Dag var h an dog bleven spu rg t: »Har De
ingen F ru en tim m e r hjemm e? hvo rdan er det, at den Strop
stikker frem i N akken p a a Dem!« Det m aatte h an da fortæ lle
sine Døtre m ed Op fo rd ring til a t passe endnu bed re paa ham .
Og det var ikke saa let. — I det sidste S tykke om ham , vi
læser af G. Nyrops Haand, i »K jøbenhavn, som den er og som
den bu rd e være« (S. 165 — »H aandvæ rk skun st og K unsthaand -
væ rk«), h a r h an m ed sædvanlig forstaaende Kæ rlighed skildret
h am som »en særlig frem træ dende Skikkelse. . . . , saa vel k u n st
nerisk som tekn isk begavet. Der var ikke den Tekn ik, han
ikke forstod; m ed Mod og Begejstring tog h an fat p a a enhver
Opgave, der stilledes ham , ligegyldig hvor stor den var.« Saa
tilføjer N., med Henblik paa, at D. vilde holde fast ved Haand-
væ rket og kastede sine H and sker b o rt »som en yd re Bekræ f
telse af Beslutningen«: »Men lidt usm ageligt var det, a t han
yndede ligesom altid at vise, a t h an virkelig var Væ rkstedets
Mand; h an in d fand t sig ofte ved Fo rsam linger og Møder med
synlige Tegn paa, hv o rfra h an kom.« — Heri ligger en afgjort
Misforstaaelse, hvis m an op fatter det som noget tilsigtet, nogen
Art af Snobberi eller Affektation, som der jo ogsaa k an vises
til den Side, nedad. Men det gik helt anderledes til. Naar det
undtagelsesvis hændte, at h an ved en Lejlighed var blevet lidt
for tidligt fæ rdig m ed sin P aaklædn ing, kunde det lige saa let
ske, at h an kom i T ank e om noget, h a n dog endnu gerne skulde
se eller sige Besked om p a a et af Værkstederne, og da blev det
ikke altid ved »nok se, m en ikke rør„e!«, k o rt sagt, h an kunde
komm e op m ed saadanne Spor — endog af Mønnie paa det
sorte Tøj — , der satte han s »F ruentimm er« i trav l Fortvivlelse.
Men hvis de nu ikke saa ham , og h an gik um idd elbart til Mø
det eller Selskabet uden Anelse om, at der var noget i Vejen!
H an kunde glæde sig som et B arn og sige: vi lever godt og er
godt klædt, ja, vi h a r det godt! n a a r h an havde skaffet sig nye