218 / 242
409
Ungdommen nemm er, m an i A lderdommen ej glemmer. Som
dygtig og passioneret Nøddeplukker havde h an altid overgaaet
sine Børn.
Ikke m in d re mæ rkeligt var det dog, at h an paa Udstillingen
i 1888 kunde gaa sin Søn træ t ved i Timevis at føre h am om
kring og vise h am de m est tiltrækkende Seværdigheder baade
inde i Bygningerne og paa det vid tstrak te Jordsm on. »Nu kan
jeg sn a rt ikke mere!« lød det i den unge, før den gamle holdt
op. Hvilken Energi! m en h an var ogsaa en rigtig Udstillings
mand, og denne Udstilling efter Ph ilip Schous Idé, med Kunst
indu strien som et H oved fonnaal, bl. a. ogsaa ved udsøgte Gen
stande fra Ru sland og de and re Lande, hvorm ed vi gennem
vort Kongehus havde indflydelsesrige Forbindelser, m aatte sær
lig være efter han s Smag. Og dog var h an lige saa interesseret
i Skovbrug, Havevæsen og mangfoldige and re Afdelinger, ikke
at tale om
Maskinerne,
i hvilke h an saa mere end noget dødt,
nej levendegjorte T anker.
At selv Kæm pekræ fter og Kæmpevilje kan bøjes af Alder
og Sygdom, ser vi dog af følgende Brev fra samme Aar
(21/io
88
), skrevet af han s yngste Datter til hendes Broder, som da
var paa Em bedsrejse i Jy lland :
»Kun et P a r Ord for at lade Dig vide, at F ader h a r været
en lille T u r nu, saa a t der vel ingen foreløbig F are er paa
Færde. Det saa rigtignok galt ud denne Gang, og vi troede saa-
mænd ikke, h an var komm en over det; Stemmen h a r været
helt borte, m en nu begynder den a t komme igen, enkelte Ord
kan h an sige; m en n a a r h an vil fortælle noget, slaar det fejl.
Det var d rø jt de første Dage; th i da græd han, hver Gang han
ikke kunde ud try k k e sig; n u h a r h an vænnet sig noget dertil,
saa han sm iler stundum , n a a r h an ikke kan faa Ordene frem.
Synet h a r lidt, saa at h an ikke kan se at læse mere; men da
han h a r væ ret saa afk ræ ftet, er det jo muligt, at ogsaa det fo r
tager sig lidt; h an siger, at læse kan han nok se til, men kan
ikke opfatte, hvad h an læser. Det er jo kedeligt at sjokke om
hele Dagen, sove, spise, d rikke; men det kunde jo være blevet
meget væ rre; vi er glade og taknemm elige for, som det gik;
D alhoff.
27