217 / 242
408
h an havde opgivet den stø rre Have ved Sortedams-Dosseringen,
lejede h an ved K alkb rænderivejen en m ind re Plet, dog med et
lille Lysthus og et P a r F ru g ttræ e r; dér kunde h a n endnu hente
baade Buketter og lidt Bønner og Æ rter, Radiser, Salat o. s. v.
— i den gam le Have dy rkede h an ogsaa, længe før and re Men
nesker, R habarber, Tom ater, forskellige Salater og vel et Halv
hund red e Bønnesorter, som h an brag te hjem fra sine Rejser.
Men da Sønnen fik P ræ stebolig og en P let Have — ja kom
F ad eren ikke til at bygge Huset, m aatte h an i alt F a ld ordne
Haven. Selvfølgelig var der baade da og senere en Mand til
a t gøre det groveste Arbejde med at grave og jævne Jorden.
Men selv skridtede h an Gangene af efter Snoren, lagde F rø og
satte P lan ter, ja ogsaa F ru g ttræ e r og Buske, og v ar i det hele
Havens Gartner, stundum med en H aand sræ kn ing af Sønnen
og han s Sm aadrenge — skønt h an ofte fandt, de gjorde mere
Ugavn end Gavn. Ved saadanne L ejligheder kund e det vise
sig, a t det ikke er saa let at gaa 80 Aar tilbage og huske, hvor
dan 5— 6 Aars Børn tæ nk er og hand ler; h an kunde tage det
altfo r alvorligt med deres sm aa Spilopper, m en alligevel holdt
de meget af ham som h an af dem .— Alderen var da ogsaa meget
synlig, n a a r h an kom gaaende derude, stø ttet til to Stokke, —
saa var h an bed re sik ret imod, a t noget skulde gøre ham svim
mel, eller at en Dreng kunde løbe h am over Ende, idet han
stadig havde m indst to faste P u n k te r pa a Jo rden : en Fod og
en Stok. Men var h an fø rst inde i Haven, stillede h an begge
Stokkene op ad Muren, tog Spade eller Rive og arbejdede med
næ sten ungdommelig K raft og Udholdenhed. Bag efter eller i
et P u ste rum lod h an sig saa rigtig Maden smage ved et Maaltid
eller en lille Fo rfriskn ing , som h an gerne tog imod af sin kære
Svigerdatter.
E n Dag, da h an kom derud — det kund e ske, at han
gik
den m ilelange T u r imellem de to Haver! — sagde h an til sin
Søn: »Nu skal Drengene derude ikke stjæ le Pæ rerne i min
Have!« — »Saa — hvorledes det?« — »Jo, jeg h a r plukket dem
allesamm en ned!« — Forfæ rdelse! der dog havde det beroli
gende ved sig, a t selve Gerningsmanden berettede det: en 87-
aarig Mand stige op og kryb e om i et re t hø jt F ru g ttræ og
p lukke det rent. Her kunde m an rigtignok sige: Hvad m an i