230 / 242
Rettelser og Tilføjelser.
S. 12. Den ægte danske Selvironi, her omtales, kommer stadig stærkt
frem i »Rhytmi Herloviani«, en af Degnen Herlov Dalhoff skrevet og for
fattet Samling af Lejlighedsvers (Barnedaah, Bryllupper og Begravelser) og
andre poetiske Skrifter, deriblandt en længere Fabel, som slutter med
følgende Linier, der vist indeholder ikke saa lidt af en Bekendelse og
Selvdom:
Per Degn sig gør det til en Ære,
at dusses med en Fløjls-Kalot [Præst],
med ham i Spille-Selskab være,
at skifte ud med ham en Pot [01?],
Historier ham at fortælle,
at stemme an en Gildes-Skraar,
at varte op med andre Sælle
ved Bryllup og ved Barne-Taar.
Per Degn er ødsel, derfor tigger
og laaner han af hver en Mand;
det gør, at haade selv han ligger
udi Foragt, saa og hans Stand.
Paa Standens Vegne jeg da beder
Per Degn at gaa en Middel-Vej,
imellem det, som Hovmod heder,
og Nedrighed — forsøm det ej!
S. 13. I den sannne, først senere for Dagen komne Bog læses en
Række Digte, hvoraf adskillige ikke staar tilbage for, hvad vi ellers har
trykt fra den Tid. Et af dem, »Sidste Samtale mellem Provst Holst og
hans døende Hustru« (1762), findes aftrykt i »Diakonissestiftelsens Almanak«
for 1917; enfortræffelig »Supplique« i en bundfattig LærersNavn iUge
bladet »Arbejde adler« 1916, Nr. 17. Her kan optageset kortere Takkebrev i
Hr.
v. M u llen s
Navn til Herremanden paa Tirshæk, Cancelliraad
H v a s :
Velbaarne Hr. Patron, tillad en ringe Tjener,
som dobbel Hjerte-Sorg at komme selv formener,
tillad ham, at han med sin ringe Rime-Pen
sin underdanig Tak til Thiirsbeck sender hen.