37 / 242
228
Jeg gik glad hjem , th i m in Spas havde frelst mig den Dag.
Dagen efter blev jeg atter hentet, th i T. havde sagt, a t Kon
gen ikke skulde bryde sig om m in Undskyldning, a t jeg ikke
forstod det; h an skulde kun s sende mig til ham , saa skulde h an
nok lære mig det hele. Jeg m aatte saa møde hos T. og som en
skikkelig Læ rling se paa, a t h a n rullede L eret i lange Pølser
og trykkede disse ned i Form en. Jeg takkede for U ndervisnin
gen, og den fordum s Guldsmed v ar nu ogsaa bleven L erfo r
mer.
Jeg rejste strak s til Bornholm og sam lede alle de Lerprøver,
jeg ku nd e overkomme. Jeg fandt, a t jeg kund e h a ft bed re Ler
fra Halle eller fra Anienne ved Maasfloden, som jeg kendte, m en
jeg troede, d et var m in P ligt kuns at bruge dansk.
Jeg gjorde nu mange Forsøg med B landinger af Ler og ild
fast Sand for at finde en Blanding, som m indst svinder under
Tørringen og Brændingen, og jeg b ræ nd te mange P røver. Det
galdt nu om at form e Ler i en forloren Fo rm p aa 7 å 8 Alens
Længde. Jeg form ede det i lu tte r □ paa om tren t en Alen m ed
hø je R ibber i 6" — og anb rag te S ilkepap ir im ellem , for at
S tykkerne ikke m aatte hænge sammen. Hvor F o rm en gik u n
der, formedes dette separat m ed P ap ir ifiiellem, saa det siden
kunde klistres paa. Alt, hvad der var formet, blev belagt med
fugtige Klude, da ud trykkelig in tet m aatte tørres i Luften ; thi
i L uften tørres alle skarpe K an ter først, im edens det h a r den
fulde Størrelse, medens de indre Dele fø rst tø rres under Svind-
ningen, hv ilket under B rændingen giver Spændinger, som for-
aarsager R idser og Fo rkastn inger. N aar alt er foripet, fyldes
det med Savspaaner, som især trykk es h a a rd t ned i de dybe
Steder. N aar Leret var halv tørt, b rug te jeg en spids T ræ h am
m er til at h anke paa Spaanerne med, til jeg var sikker paa, at
det under Tørringen slet ikke var svunden. Nu bøjedes Jæ rn -
stænger krydsvis u n d e r den store Form , med dybe Mærker ned
i Ribberne, saa at S tykkerne passede m ed hverandre, og der
horedes da Huller i L eret paa samme Steder, og nu skruedes
der H o lzsk ruer ned i Leret, som gik meget let, hvorefter fyldtes
m ed Cement om kring Jæ rnene.
Da den første store F igu r var færdig, lod jeg T. se den.
H an var meget fornøjet og ytrede strak s: »Nu skal De strak s