35 / 242
226
lige for mig, da Hr. T ryde sagde
0111
T., at h an var en stor
Mand, m en m anglede ikkiins eet: Kristendom ! Jeg saa da ju st
p a a Kongen, som m ed hele sin Krop hoppede op, som
0111
h an
havde stu kk et sig, drejede derpaa Hovedet om og saa m ig meget
alvorligt i Ansigtet. Jeg erindrede, hvad jeg havde tænk t, da
jeg den samm e Sommer havde h ø rt den samm e P ræ st holde en
hel P ræ d ik en om Satans og Djævelens virkelige personlige T il
værelse, th i jeg ønskede ham , at h a n m a a tte faa lidt af den K ri
stendom , som de Apostle, han stod imellem , ud tryk te.
VI.
Søndagen den 24de Marts 1844 døde Thorvaldsen. Denne
Dag h a r for mig h a ft en m ere end alm indelig Betydning. Han
begyndte Dagen m ed a t tegne Jup iters kolossale Hoved; det
vilde have blevet en løjerlig Jup iter, hvis Ansigtstræk m aatte
u d try k k e T.s kristelige T ank e r som i alle han s øvrige Arbejder.
Kl. 11 å 12 arbejdede h an p a a L u thers Buste, hvilken staar
som en Sjæ ldenhed, idet han , førend Hovedmassen er dannet,
ved nogle F ingerstrøg p a a den ene Side u d try k k e r Po rtræ tets
L ighed saa sm ukt. H an s Tænkem aade var i flere Henseender
m od sat den k ra s lu therske. Busten blev staaende [ufuldført].
T. havde i Rom væ ret et Mønster paa Maadehold med H en
syn til Mad og Drikke. Denne Søndag havde h an faaet saa
meget til Middag, a t h a n faldt i Søvn ved Bordet. Man kaldte
pa a ham , da h a n skulde i Theatret, hvor h an som bekend t døde
af en B lodstyrtning, som Følge af den overdaadige Nydelse.
VIL
Kunstneren T. h a r frem stillet os Venus og de tre Gratier,
som alle k an taale at se paa, fordi de frem stille den m enneske
lige F igu r i sin rene Skønhed uden T ank e af Yppighed eller
Sanselighed; de ud try k k e r en stæ rk Vilje til det sande og gode.
Men Mennesket T. nødte m ig til at sidde ved Siden af han s
elskede Datter, som h an havde avlet med sin levende Model.
Alt dette h a r jeg nævnet for at vise det heldige i han s P rin
ciper, at det ikke komm er an p a a a t vise de store Resultater af
vore Handlinger, som vi dog sjæ ldent ere H errer over, m en
derimod, som h an ofte h a r sagt, kun øve sig i Viljen til det