30 / 242
221
sen paa den stolte F regat blev bud t velkomm en til sin
Fødeby h in 17de September, var, efter »K jøbenhavnsposten«,
den første M usikbaad, der passerede T o ldbodbomm en, In d u
striforeningens med en V u lkan i Flaget, medens en anden
Baad ba r dens Hovedllag »en kvindelig F igur med Attri
bu ter, hv id t i rød t« ; og Dagen efter overrakte Fo rchh amm er,
Gam st og Dalhoff deres store L and sm an d en Adresse Ira In
du strifo ren ingen , hvori det bl. a. hedder, at »den E rkendelse
ho s os h a r fundet Rodfæstelse, at ogsaa Industrien og selv
det ringeste H aandvæ rk bø r besjæles af Kunstens Aand.«
Men mest glædede det siden Dalhoff at fortælle, at da h an ved
Modtagelsen stod tilbagetrukket — Sonnes Fresco pa a Musæets
Mur h a r heller ikke han s Billede — , opdagede Thorvaldsen
ham og gav h am sit varm este Favn tag og K y s 1). Næppe var
der heller nogen, der saa med stø rre Beundring og Kærlighed
paa vor store K unstner end han, heller ikke mange, der saa
godt forstod han s inderste Tanker, og m aaske ikke en eneste,
hvem h an saaledes kom til at betro dem.
Hvor meget der h a r væ ret af denne dybere Forstaaelse alle
rede under Dalhoffs Ophold i Rom 1826— 27, veed vi ikke.
Han m aa jo have staaet for Mesteren som en ung Mand, der
havde meget at lære, m en ogsaa gerne vilde øge og fuldkom
mengøre sine K undskaber og Fæ rdigheder, saa at h an kunde
faa det bedst mulige ud af sine Evner. Nu saa h an ham igen
som en moden Mand, der ikke ilde havde holdt sin Ungdoms
Løfter, om end u n d er en selvvillet Begrænsning, og havde vun
det et agtet Navn i sit til Kunst drevne Haandvæ rk. Vi skal
høre, hvor hø jt Thorvaldsen vurderede og nyttede hans Snille,
sam tidig med at h an oplod sit H jerte for h am i Fortrolighed.
Vi skal høre det, eller rettere
læse
det, i han s egen Fortæ l
ling. Thi her mødes vi igen med disse Optegnelser, hvori han
paa sine gam le Dage fortalte saa levende om sin Barndom og
Læ relid; ja, her er vel egenlig det, der lagde Pennen, eller mest
*) I den Paludan-M iillerske Slægt er det Tradition, at D ekorations
m aler Caspar Kongslev, A kadem ikammerat med Th., af denne den samme
Dag modtog et lignende Kys, som han i højtidelig Følelse bragte sin Sviger
inde: »Du skal have det!« Det ene udelukker ikke det andet; Th. havde
forlængst tilegnet sig den italienske Skik med indbyrdes Kys mellem Mænd.
der ogsaa stemmede godt med hans varm e Hjerte.