33 / 242
224
geren.« — Løverdagen, Dagen før h a n døde, sagde h an til mag:
»Jeg fortryder, a t jeg gjorde det Basrelief saaledes; th i hvad vi
M ennesker søger hos Guddommen, er jo ikke det legemlige, m en
det aandelige og gode, og dette k an vi ik k u n vise i Ansigtets Ud
tryk , som er det eneste, vi stræber efter.«
Dagen efter tegnede h a n m ed K ridt et sa ad an t Hoved, paa
en Skifersten, som opbevares. Men om Aftenen døde han.
HI.
Thorvaldsen ytrede engang, a t h an havde længtes efter at
komm e h jem for at gaa i K irke og gaa til Alters, og nu kunde
h an dog ikke opnaa det. Jeg fald t h am i Talen og forsikrede
ham , a t jeg skulde skaffe h am en god P lad s til at hø re m in
P ræ st Fog, som h an vist vilde synes om.
T.: »Og saa løber Folk straks derhen for a t se Thorvaldsen.«
Jeg: »Aa, bild Dem nu ikke altfor meget ind! Smid De bare
først Ivonferensraaden væk, og bliv ved som alle vi andre, saa
vil m an holde endnu m ere af Dem.«
T.: »Men er det sandt, at P ræ stern e endnu vedblive at have
en hvid D ragt ovenpaa den sm ukke sorte, og atter en rød oven-
paa denne?«
Jeg: »Hvad komm er det Dem ved?«
Pavse.
T.: »Der er en kristelig Opgave, som jeg h a r tæ nk t paa m ere
end alt andet, m en som jeg aldrig skal udføre; det er Fodvadslk-
niingen. Jeg veed, a t jeg skulde kunn e vise K ristus krybende
pa a Gulvet, uden at det bu rd e forarge; nej, h er skulde netop
han s ædle Værdighed træde frem i en Ydmyghed, som var n ø d
vendig for at overbevise Omgivelsen om han s sand e Maal.«
Her fald t jeg ind: »Aa, Thorvaldsen! F o r alt, hvad der er
m ig dy rebart, ud fø r dette endnu ; det k an gøre megen Nytte
efter Deres Død!«
H an tav en Tid.
Jeg fortalte h am nu, a t jeg i Berlin havde gaaet til Alters
hos P ræ sten *) Schleiermacher, at denne ba r en langt simplere
Dragt end P ræ stern e der ellers. H an stod m idt imellem os og
*) Den navnkundige Professor Schleierm acher havde som saa mange
andre theologiske Lærere i Tyskland tillige et Præstekald.