40 / 242
231
T.: »Ja saa, h a n vil have den forgyldt for selv at kunne prale
med sit Guld!« strøg derpaa m ed F ingeren hele Mønsteret ud
og sagde: »Saa skal den blive glat!«
Jeg var i den Tid meget bedrøvet over han s politiske Stem
ning, som Prof. Schou alene var Skyld i.
Da S tatuen var færdig (i Model), var Kongen og Dronningen
der for at se den. Den blev naturligvis rost i det uendelige. Men
nu kom Dronningen til T. med en inderlig Bøn, som h an ikke
m aatte nægte hende, nem lig at modellere hendes Mand lige
ledes hel F igur i Legemsstørrelse. H an begyndte med, at dette
m aatte nøje overvejes, m en i et gnavent Hum ør endte det med
en temmelig ren Benægtelse.
S tatuen skulde nu støbes, og jeg ansaa det for temmelig a f
gjort, at jeg skulde gøre det. Im idlertid fand t Kongen det nød
vendigt at høre Akadem iets Mening, om m an tu rd e betro mig
det. To af m ine sødeste Venner fraraadede det paa det bestem
teste; ad en Omvej fik jeg alt dette at vide. Sekretæren Thiele
var i Svogerskab med Gamsts Kompagnon, og samme Aften
var der sto rt Selskab hos Garnst, hvortil Thiele var huden. Jeg
havde nylig ud fø rt et betydeligt Arbejde til Gamst: ætset og
ciseleret en Valse 5’ lang og 6” høj til et K attun trykkeri, til en
Pris, der var under det halve, hvad en saadan vilde have kostet
i Berlin, hvor m an ikke kendte m in F remgangsm aade. Om
Morgenen efter fik jeg et Brev fra Gamst, at hvis jeg vilde p a a
tage mig dette Arbejde, stod han s Værksted med Smelteovn til
m in Tjeneste, ja h an vilde takke m ig til, for a t de kunde se
m in F rem gangsm aade; ja hvis jeg skulde mangle Metal, skulde
jeg ogsaa blive forstræ kket dermed.
Fø r Middag var jeg hos Kongen med et skriftligt Tilbud,
hvori jeg tilbød at støbe S tatuen paa m in Bisiko uden noget F o r
skud, og hvis m an fand t m it Arbejde lige saa godt som Miin-
ohenernes, at jeg da fik samme Betaling, som den vilde have
kostet i München. Kongen fortalte, at der havde været Oppo
sition i Akadem iet. Jeg svarede, at jeg vidste, hvad der var
sagt, og at Oppositionen var dem, som ellers var aller sødest
mod mig. Kongen: »Det tro r jeg gerne; m en nu m aa De vel
straks rejse til München?« Jeg mente, at det vel ikke var saa
aldeles nødvendigt. H an sagde derpaa haa rd t: »Men n a a r jeg