45 / 242
236
tog sig en trebenet Stol og satte sig i Midten. H an ytrede nu
noget om, at h a n gerne omgikkes m ed Folk, som virkede til
F remm e for Kunsten. Jeg modsagde denne Mening og ud talte,
at vi, langt fra at tilegne os Værd for Kunsten, kun s m aa tte
slide og i det højeste kund e glæde os ved Synet af det skønne,
og gøre os al Umage for ikke at beskadige det. H an y trede
hertil: »De h a r et løjerligt Begreb om, hv ad Kunst er. Den k an
anvendes næ sten i alt, hvad en H aand væ rker danner; det k an
m an se paa de m ange sm ukke Ting, som A n tikkerne have efter
lad t. Hvad vil De sige, n a a r jeg som saadan vil nævne en Sko
mager?«
Der blev leet lidt.
T.: »Der var i H o ren s en Skomager, som ud fø rte sit Ar
bejde udm æ rk et; jeg h a r selv faaet et P a r Støvler fra ham . H an
tog ikke alene Maal af begge Fødder, m en h a n havde Remedier,
hvorm ed h a n optog selve Façon en, saa at hvis m an havde en
Knyst, kom denne ogsaa i Støvlen. Syningen var saa smagfuld
som et Broderi.
»Nu kom engang en rig Lord og vilde have et P a r Støvler,
m en m edens der blev taget Maal af den hø jre Fod, ræ sonnerede
Englænderen bestand ig over den Bos, der ydedes denne Mand;
h an var overbevist om, at h a n ikke kunde gøre det saa sm uk t,
som m an kunde faa det i E ng land ; heller ikke m aatte det koste
mere end i England. Af venstre Fod fik h an slet ikke Lov at
tage Maal; det behøvedes ikke. Til bestem t T id kom Lorden
og prøvede Støvlen, var tilfreds, m en forlangte den venstre.
»Den h a r jeg ikke gjort«, sagde Skomageren, »da jeg ikke fik
Maal af den venstre Fod; og hvad Deres sidste Forlangende
angaar, skal De ikke være bekym ret, th i denne koster intet,
n a a r De blot vil tage den m ed og lade Deres L and smæ nd gøre
Magen til den!« Herover blev Englænderen saa fornæ rm et, at
h an slog den gam le lige i Ansigtet med kn y ttet Næve. H ans
voksne Søn, som sad og arbejdede ved Siden af h am med sin
Skomagerkniv i H aanden, rejste sig og stak Englænderen i
H jertet, saa h an døde paa Stedet; gik derpaa til Øvrigheden og
meldte sig. H an sad længe arresteret; m en jeg og mange and re
skrev til Regeringen, at de var fuldstændig hæderlige Mænd, og